23948sdkhjf

E&P renovering af historisk smykkeskrin klar til dom

– Det var som en engel, der kom, siger Bodil Ruberg, der er retspræsident ved Retten i Aarhus, om dengang hun blev spurgt om, hvorvidt Retten i Aarhus kunne være interesseret i at overtage Haack Kampmanns fredede "smykkeskrin", Erhvervsarkivet i Aarhus. 

Mandag den 11. januar fik Bodil Ruberg overrakt nøglerne til ejendommen, efter den har været igennem en gennemgribende modernisering og ombygning. Det skriver bygherren og hovedentreprenøren, Bygningsstyrelsen og Enemærke & Petersen, i en fælles pressemeddelelse. 

- Erhvervsarkivet er en fantastisk bygning, og jeg ved næsten ikke, hvilket superlativ jeg skal bruge. Resultatet er helt unikt, og det er dejligt at se, at ombygningen er lavet i god ånd - i harmoni med og respekt for bygningen - samtidig med at den lever op til de krav, der er for en moderne retsbygning, siger Bodil Ruberg i pressemeddelelsen. 

De ansatte ved Retten i Aarhus kan nu samles på om end ikke én, så to adresser, der dog ligger ved siden af hinanden, og nu er forbundet med en gangtunnel. Retten i Aarhus har været lokaliseret i naboejendommen, Tinghuset, siden år 1906.

Parterne i projekter

Bygherre: Bygningsstyrelsen

Kunde: Domsstolsstyrelsen, Retten i Aarhus

Totalrådgiver: H+ Arkitekter, Rønnow Arkitekter, Tækker Rådgivende Ingeniører

Hovedentreprenør: Enemærke & Petersen

Budger: 80 mio. kr.

Renoveret areal: 3.600 kvm

Nybygget areal: 56 kvm tunnelforbindelse til Tinghuset

Bygningsstyrelsens totalrådgiverhold på de 3.600 kvm renovering tæller H+ Arkitekter, Rønnow Arkitekter og Tækker Rådgivende Ingeniører. 

Kreativitet og gamle traditioner 

Da Erhvervsarkivet i Aarhus betragtes som et betydeligt værk i dansk arkitektur, og da bygningen og læsesalens nagelfaste inventar og lysekroner er fredet, har ombygningen budt på mange faglige udfordringer. 

Der har været stort fokus på at sikre et godt indeklima for bygningens brugere. Der er blandt andet etableret balanceret mekanisk ventilation i alle rum med fast ophold og i flere zoner ligeledes mekanisk køling. Til føringer har man benyttet bygningens eksisterende skakte, reoler mm. På samme måde har man benyttet reoler og lignende til indbygning af akustikpaneler. I det hele taget har alle håndværksfag måtte tænke både traditionelt og kreativt for at finde de helt rette løsninger, for eksempel i forhold til renovering af terrazzogulve, hvor den samme sten ikke længere kan skaffes, eller i forhold til snoning af ledninger til de fredede lysekroner i den oprindelige læsesal. 

Med andre ord en kompleks byggesag med mange aktører og fagligheder i spil: 

– Det har været en logistisk og planlægningsmæssig udfordring. Og derfor skylder vi en kæmpe tak til vores bygherre og samarbejdspartnere for deres ekstraordinære indsats, siger Frank Petersen, divisionschef i Enemærke & Petersen, om projektet. 

– Den samarbejdsindsats har betydet, at vi i dag står med den helstøbte og respektfulde ombygning, som bygningen fortjener, fortsætter han. 

Fakta om ombygningen 

Der er etableret kantine under jorden, to retssale på 1. sal, samt mødelokaler og kontorer i stueetagen og på 1. sal.

Den arkitektonisk markante, oprindelige læsesal fungerer som ventesal og samlings- og fordelingspunkt af Rettens publikumsorienterede funktioner.

Grundet retssikkerhed skal publikum igennem et indscanningsområde, hvorfor de ikke kan gå direkte ind i den store ventesal. Dette har man kompenseret for, ved at montere en glasdør fra indgangsrummet ind til ventesalen, hvorved man har indkig, når man kommer ind af hoveddøren til ventesalen.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.407