23948sdkhjf

TUN byder inden for på TUN Byg 2012

Adm. direktør for TUN Palle Thomsen fortæller her om TUN Byg anno 2012, en rimlig track-record, overrækkelsen af priser og den digitale tidsalders messekoncept.
Allerede i december-måned 2011 kunne arrangørerne af TUN Byg 2012, Trælasthandlerunionen (TUN) melde om udsolgt. Det betyder, at hver en centimeter af de 33.000 kvadratmeter store messehaller i Messe C i Fredericia i dagene fra d. 13. til den 16. marts 2012 bliver fyldt op – i hvert tilfælde på udstillersiden.

Derfor er direktør for TUN Palle Thomsen også spændt – spændt på om det lykkedes at slå besøgstallet på 27.700 fra 2010, spændt på hvem, der løber med årets priser, spændt på at høre hvad adm. direktør for Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen vil sige i åbningstalen og spændt på fremtidens messekoncept.

Rimelig track-record giver godt
TUN Byg 2012 kan trods krise samle 300 udstillende virksomheder i en byggesektor, der om nogen er ramt af krisen. Hvorfor det er tilfældet, er Palle Thomsen ikke i tvivl om.

- Det hænger sammen med, at vi har en rimlig track-record. Sidst var der 27.700 besøgende og i snart 27 år har vi formået at hente tusindvis af besøgende til messen. Vi er meget stabile, siger han.

Når en messe er så ombejlet som TUN Byg synes at være, er en nærliggende tanke at den burde afholdes oftere, men det afviser Palle Thomsen.

- At det er hvert andet år, er en del af konceptet. Det er et fint interval, udstillerne er glade for det, og det er det branchen kan klare. Hvis det blev hvert år, ville konceptet udvandes, understreger han.

Priserne går igen
TUN valgte for første gang i 2010 at uddele tre priser: Byggeriets Energipris, Byggeriets Klimapris og Byggeriets Miljøpris, hvilket gentages på 2012-udgaven af messen.

- Vi satser på de her tre priser og har valgt at køre videre med dem, fordi vi mener, at de repræsenterer vigtige områder inden for byggeriet. Det er en god måde at få opmærksomhed omkring udvikling og produkter på, forklarer Palle Thomsen.

Han understreger dog at det ikke er alle og enhver, der nomineres, selvom alle og enhver kan ansøge.

- Alle kan ansøge om at blive nomineret til en pris, men det er en yderst professionel komite, der efterfølgende udpeger de virksomheder, som lever op til kriterierne, siger han og glæder sig til prisoverrækkelsen på messens første dag.

Her vil H.K.H. Kronprins Frederik for anden gang overrække Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris til tre danske virksomheder, der har gjort en særlig indsats på klima, energi og miljø.

Messen er uundværlig - også i den digitale tidsalder
Selvom vi i dag har en mangfoldig palette af digitale kommunikationsmuligheder at spille på, så er Palle Thomsen ikke bange for messerne forsvinder.

- Der vil stadig være TUN Byg i 2020. Men i hvilken form ved jeg ikke, men jeg ved, at hverken internet, videokonferencer eller webinars kan erstatte det, som en messe giver: Nemlig et sted, hvor man har mulighed for at møde mange kunder på én gang, ansigt til ansigt. Uanset hvordan du vender og drejer det, så er en messe noget af den billigste form for kontakt, du som virksomhed kan få, understreger han.

- Det er utroligt værdifuldt. Du får dine kunder på tomandshånd i lidt mere afslappede omgivelser, i et andet set-up end til daglig. Det giver en helt unik oplevelse og stemning. Det kan vi ikke komme uden om, siger han, samtidig med at han erkender, at TUN Byg anno 2020 nok vil se lidt anderledes ud end udgaven i 2012.

- Der vil ske nye ting, selvfølgelig vil der det, slutter han.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094