Det er behovet for at bruge flere kræfter og mere tid på det daglige arbejde i deres virksomheder, der gør, at Dansk Byggeris formand og næstformand giver stafetten videre. De udtrykker begge ærgrelse over at skulle træffe denne beslutning, men understreger samtidig nødvendigheden i at være der, hvor der er brug for dem: - Det er simpelthen nødvendigt, at jeg tager hjem og passer virksomheden. Siden byggekrisen startede har vi måttet skære dybt i vores organisation, siger Hans-Ulrik Jensen om situationen i HUJ A/S. Det samme gælder for bestyrelsesformanden: - Branchen er hårdt ramt, og jeg må bruge alle mine kræfter i virksomheden. Når man er engageret i en organisation som Dansk Byggeri, så tager det tid, og tid må prioriteres, siger Halldór P. Ragnarsson, der dog er indstillet på at blive i bestyrelsen sideløbende med arbejdet i E. Pihl & Søn A/S. Der vælges ny formand og næstformand for Dansk Byggeri ved repræsentantskabsmødet i maj måned.