National Maritime Museum i London rummer verdens største maritime samling og har til huse i fornemme historiske bygninger, der er på UNESCO's liste over bevaringsværdig kulturarv
Udvidelsen af museet, der blev indviet af Englands prins Philip i sommer, omfatter oprettelsen af en ny fløj til museet, opkaldt the Sammy Ofer Wing efter den internationale reder og forretningsmand Sammy Ofer, der har finansieret størstedelen af byggeriet.
Hovedidéen i udvidelsen har været at foretage minimale indgreb i det følsomme, fredede område, der er en af de mest betydningsfulde parker i London, og alligevel give museet en ny, markant hovedindgang samt den nødvendige ekstra udstillingsplads, café, restaurant, bibliotek og arkiver. Den nye hovedindgang - der giver Greenwich Parken den noble indgang, parken altid har manglet - skyder sig ud af terrænet, men samtidig er størstedelen af den nye bygning placeret under jorden.
Udvidelsen af National Maritime Museum er sammen med bl.a. Zaha Hadid Architects' Riverside Museum i Glasgow blandt de otte shortlistede byggerier i kategorien "Offentligt Byggeri - Årets projekt". Vinderne af de i alt 16 forskellige Building Awards bliver offentliggjort onsdag 18. april 2012 på Grosvenor House Hotel, London.
Udvidelsen af National Maritime Museum, som 7.300 kvadratmeter ny- og ombygning, fik for nylig hædrende omtale til London Planning Awards, der sætter fokus på Londons mest vellykkede nybyggerier. Projektet er samtidig nomineret til Civic Trust Awards, der i starten af marts ved et arrangement i London gives til den bedste arkitektur i Europa, der også bidrager positivt til lokalsamfundet. Her er Arkitektfirmaet C. F. Møller også nomineret til prisen for Hospice Djursland.
