23948sdkhjf

For risikabelt: Aarhus dropper hævet bydel med 110.000 kvm byggeri

Der skal ikke arbejdes yderligere med et projekt for en helt ny bydel over Banegraven i Aarhus. 

Det er den klare konklusion fra Aarhus Kommunes borgmester Jacob Bundsgaard og rådmand Bünyamin Simsek, efter Folketinget har konkluderet, at det er for risikabelt og omgærdet af for meget usikkerhed at udbygge Aarhus H og elektrificere banen på samme tid, som man bygger et dæk med en helt ny bydel over banerne. 

– Idéen om at lave en overdækning var god, men kompleksiteten, snitfladerne og de deraf afledte økonomiske risici er blevet for store til at kunne løses tilfredsstillende inden for projektets meget faste tidsmæssige rammer, siger Jacob Bundsgaard i en pressemeddelelse udsendt af Aarhus Kommune tirsdag eftermiddag. 

110.000 kvm byggeri i tankerne

Aarhus Kommune har indgået i et konsortium om byudviklingen over Banegraven sammen med PensionDanmark, DSB Ejendomme og MT Højgaard. Konsortiet har arbejdet med en ny bilfri, bæredygtig bydel for kontorer, butikker, boliger, caféer og hotel – i alt 110.000 kvm byggeri - samt nye gang- og cykelforbindelser, der skulle binde den nye bydel sammen med de eksisterende bykvarterer mellem Bruuns Bro og Frederiks Bro. 

Det er det arbejde, der nu bliver indstillet. 

Rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek er ærgerlig over, at Banegravsprojektet er løbet tør for tid. 

– Jeg har respekt for, at både Banedanmark og Folketinget konkluderer, at der ikke er tid til at overkomme de mange usikkerheder, der er ved projektet. Jeg synes, at det er ærgerligt, for der var mange styrker ved at bygge ny bydel så tæt på Aarhus H. Vi må bare erkende, at tiden ikke tillader yderligere arbejde med det, siger Bünyamin Simsek i pressemeddelelsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189