Tirsdag morgen mødte topforhandlerne fra Dansk Byggeri og 3F op hos forligsmand Asbjørn Jensen, og under et to timer langt møde blev de enige om at gå i ny dialog.
Byggeriets overenskomstforhandlinger har været afbrudt siden torsdag, men genoptages onsdag kl. 14.00 hos Dansk Byggeri i København.
Ifølge 3f.dk skal man dog ikke forvente, at partnerne når til enighed lige med det samme.
- Status er den samme, som da vi i sidste uge tog en tænkepause. Der ser ikke umiddelbart ud til at være åbninger, siger Kim Lind Larsen, der er næstformand for byggegruppen i 3F.
Han forklarer, at det er de kendte problemer med unfair konkurrence og udenlandsk arbejdskraft samt arbejdsgivernes krav om større fleksibilitet, der står i vejen for et forlig.