23948sdkhjf

M.J. Eriksson vinder også sidste del af vestfynsk motorvej

Det bliver M. J. Eriksson, der skal udbygge den sidste etape af den Vestfynske Motorvej, de cirka 13 km motorvej mellem Nørre Aaby og Gribsvad. 

– M. J. Eriksson leverede det bedste tilbud, og vi ser frem til samarbejdet, , siger Mike Boesen, senior projektleder i Vejdirektoratet i pressemeddelelsen fra Vejdirektoratet. 

Udbuddet var et offentligt udbud med tildelingskriteriet ”bedste forhold mellem pris og kvalitet”, og der blev anvendt et såkaldt to-kuvertsystem. Den ene digitale ”kuvert” indeholder en beskrivelse af, hvordan tilbudsgiveren planlægger at opfylde det kvalitative underkriterium – i dette tilfælde trafikafvikling, og den anden ”kuvert” indeholder prisen.

I forbindelse med udbud af udbygning af Fynske Motorvej har trafikafvikling fyldt meget, og trafikafviklingen skal nu planlægges nøje sammen med anlægsentreprenøren. Derfor blev det valgt som det kvalitative underkriterium. Vejdirektoratet vurderede tilbudsgivernes forslag til trafikafvikling og gav karakterer, før priskuverten blev åbnet. 

Fortsætter hen ad motorvejen 

Arbejdet er det seneste i udbygningen af Fynske Motorvej fra fire til seks spor over Vestfyn. Strækningen mellem Middelfart og Nørre Aaby blev udbygget i 2013 - 15. Herefter fulgte strækningen Odense V til Gribsvad, hvor selve udbygningen uden det øverste lag asfalt blev færdig i december 2020. I sommeren 2021 udføres det afsluttende asfaltarbejde.

Nu er det kun den sidste etape, som mangler i denne omgang. 

– Det var også M. J. Eriksson, der stod for udbygningen af motorvejen på de andre to etaper, så de har opbygget masser af erfaring, siger Mike Boesen.  

Starter med natarbejde 

M. J. Eriksson deler strækningen mellem Nørre Aaby og Gribsvad i to, og starter længst mod vest frem til øst for Gremmeløkke Å. Den del påtænkes udført i begge retninger i 2021 og den resterende del mellem Gremmeløkke Å og Gribsvad udvides i 2022. 

Vejdirektoratet forventer, at anlægsarbejderne på selve motorvejen starter efter påske. Allerede i marts vil M. J. Eriksson udføre nogle natarbejder i motorvejens midterrabat, samt gå i gang med at rydde træer og buske i siderne af motorvejen, for at give plads til sideudvidelsen.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.14