23948sdkhjf

Klimakrav til nybyggerier bliver hævet stille og roligt

Et bredt flertal i Folketinget har fredag lagt sidste hånd på en aftale, der hæver kravene for, hvor stor en klimapåvirkning nybyggerier må have. 

Aftalen indeholder en køreplan for, hvordan partierne bag agter at hæve klimakravene fra 2023 til 2029 stille og roligt. 

I første omgang stilles der krav til alle byggerier om at lave en analyse over byggeriets klimapåvirkning over hele dets levetid. 

For byggerier over 1000 kvadratmeter bliver der et loft for, hvor meget CO2 byggeriet - set over hele dets levetid - må udlede. Der må udledes det, der svarer til 12 kilo CO2 per kvadratmeter per år. 

Der er også en særlig CO2-klasse, hvor loftet er endnu lavere. 

I slutningen af 2023 mødes parterne igen og aftaler, hvor loftet skal være fra 2025. Her vil al nybyggeri være omfattet af kravene. 

I aftaleteksten er et loft svarende til 10,5 kilo CO2 per kvadratmeter per år nævnt som eksempel. Det vil i så fald betyde, at en tredjedel af alle nybyggerier i dag ikke ville leve op til kravene. 

Igen i 2025 og i 2027 fastsættes nye krav med virkning to år senere. 

I aftaleteksten er der skitseret, at hvis kravet fra 2029 er det, der svarer til 7,5 kilo CO2 per kvadratmeter per år, så vil ni ud af ti nybyggerier blive mere klimavenlige end i dag. 

Brancheforeningen Danske Byggecentre er glad for at have fået en plan for de næste års klimakrav til nybyggerier. 

- Vi har fået ny lovgivning, som giver os gode muligheder for at gøre byggebranchen mere bæredygtig, siger direktør Palle Thomsen i en skriftlig kommentar. 

- Og nu skal vi i gang med at løfte den kloge, grønne omstilling. Det ser jeg frem til. 

Køreplanen for klimakravene til nybyggerierne er aftalt mellem regeringen og alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance og Nye Borgerlige. 

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.281