Forsøg på guldbarretyveri med sømpistol

Endnu en gang er en guldbarre, som er del af et kunstværk i Skive, blevet forsøgt stjålet.
Det oplyser vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi Allan Riis fredag morgen.
Guldbarren er en del af kunstværket "Skatkammeret", som ligger i Rådhushaven i Skive.
Værket står åbent og består af en granitblok med et forgyldt pengeskab, hvori der ifølge Statens Kunstfond ligger en guldbarre på 24 karat på en klippe af bly bag panserglas.
- Det er en central pointe i kunstværket (...), at guldet er frit tilgængeligt for alle, men samtidig bag lås og slå, skriver Statens Kunstfond om værket.
Fristelsen blev tilsyneladende for meget for en eller flere personer, som med en sømpistol torsdag har forsøgt at skyde sig gennem panserglasset - dog uden held, fortæller vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen klokken 23.19, efter at en forbipasserende hundelufter havde set skaderne.
- Patruljen kunne se derude, at der er enkelte søm, der har sat sig fast i panserglasset. Men ingen af dem er gået igennem glasset, siger Allan Riis.
350.000 kr. værd
Guldbarren har en vægt på et kilo. Ifølge politiet er en guldbarre i den størrelse cirka 350.000 kroner værd.
Endnu har politiet meget lidt at gå efter, fortæller Allan Riis fredag morgen.
- Vi har sikret spor dernede, men vi har ikke noget, siger han.
- Vi vil selvfølgelig spørge naboer, når det bliver lyst, og så skal vi se, om vi har noget overvågning, der kan hjælpe os. Ellers er vi på bar bund.
Guldbarren er nu lagt i en sikker boks på et ukendt sted, indtil skaden på panserglasset er blevet udbedret, oplyser vagtchefen.
"Skatkammeret" har stået på sin plads siden 1992 og er mange gange blevet forsøgt plyndret - senest skrev Skive Folkeblad om et forsøg på tyveri i 2019.