23948sdkhjf

Overblik over elektrikeroverenskomstens resultater

Tekniq og Dansk El-forbund (DEF) indgik den 4. marts ny overenskomst. DEF har udarbejdet en gennemgang af aftalen.
Tekniq Installatørernes Organisation og elektrikernes fagforbund, Dansk El-Forbund, indgik den 4. marts en to-årig overenskomst for ca. 21.000 elektrikere og lærlinge i Danmarks cirka 1.800 elinstallatørvirksomheder.

Dansk El-forbund (DEF) har udarbejdet en nærmere gennemgang af aftalens indhold

Løn og satser
Mindstelønnen hæves med 1,35 % per år ligesom satserne for forskudt arbejdstid, overarbejde og fleksibel arbejdstid hæves med 1,4 % per år.

Mindstelønnen bliver således hævet fra 104,85 kr. i timen til 106,20 kr. i timen fra 1. marts 2012 og til 107,55 kr. fra 1. marts 2013.

Satserne for forskudt tid hæves til 43,25 kr. i timen fra 1. marts 2012 og til 43,85 kr. i timen fra 1. marts 2013. Satserne for overarbejde i første og anden time efter normal arbejdstid hæves til 78 kr., og satserne for alle overtimer hæves derudover til 116,75 kr. i timen fra 1. marts 2012. Fra 1. marts 2013 hæves satserne for samme overarbejde til 79,05 kr. og 118,40 kr. i timen.

Satserne for udrykningstillæg hæves til 116,75 kr. fra 1. marts 2012 og til 118,40 kr. fra 1. marts 2013 i timen. Satserne for rådighedsvagt hæves til 14,35 kr. i hverdage og til 18,75 kr. i timen på søgnehelligdage fra 1. marts 2012. Satserne for fleksibel arbejdstid hæves til 43,90 kr. fra 1. marts 2012 og til 44,50 kr. i timen fra 1. marts 2013. Satserne for fleksibel arbejdstid på lørdage efter klokken 13.00, søndage eller søgnehelligdage hæves til 75,15 kr. fra 1. marts 2012 og til 76,20 kr. i timen fra 1. marts 2013.

Social dumping
Er det uklart, om en virksomhed har ansat medarbejdere på entreprise- eller lønmodtagerforhold, kan Dansk El-Forbund få oplyst underentreprenørens navn, CVR-nummer og gældende overenskomst.

Dansk El-Forbund kan kontrollere, om der er tale om reelle underentrepriser eller falske selvstændige, hvis forbundet vurderer, at der gøres forsøg på at omgå overenskomsten. Ved henvendelse kan Dansk El-Forbund få oplyst, om der i entreprisekontrakten er indført en bestemmelse om, at arbejdet skal være overenskomstdækket. Forbundet kan desuden rekvirere stamoplysninger om underentreprenører.

Der er blevet nedsat et udvalg, der løbende skal overvåge og drøfte anvendelse af udenlandsk arbejdskraft. Desuden er der udarbejdet retningslinjer for behandling af sager, der vedrører social dumping.

Seniorpolitik
Elektrikere kan nu indgå en skriftlig, individuel aftale om at indgå en seniorordning med deres virksomhed, hvor vedkommende får dele af din pensionsopsparing konverteret til enten nedsat tid eller seniorfridage fra fem år før, vedkommende går på folkepension.

Når en eventuel aftale er indgået, skal elektrikeren senest 1. november give sin virksomhed skriftlig besked om, i hvilket omfang vedkommende i det kommende kalenderår ønsker sit pensionsbidrag og sine søgnehelligdage og sin fritvalgsopsparing konverteret til løbende udbetaling.

Seniorfridagene bliver indført som respons på statens indgreb mod efterlønnen og er særligt rettet mod personer, der fravælger efterløn, men har behov for nedsat arbejdstid. Ordningen er fleksibel for dem, der selv har besluttet, hvor mange ekstra fridage, de vil holde for det beløb, der kan opspares.

Der kan benyttes opsparing både fra pensionsbidrag og overskud fra fritvalgskontoen.

Tidskurant
Landspriskuranten reguleres med 1,2 % fra 1. juli 2012. 1. januar 2013 træder et nyt akkordsystem i kraft og reguleres samtidig med 1,3 %. Den nye tids-/priskurant skal være færdigudviklet og idriftsat 1. januar 2013. Når den nye tids-/priskurant træder i kraft bortfalder landspriskuranten - dog med undtagelse af igangværende projekter.

Hvis ikke den nye tidskurant/priskurant er færdig, vil landspriskuranten blive reguleret med 1,3 % den 1. marts 2013.

Forældreorlov
Der er kommet større fleksibilitet i forældreorloven, idet orloven ikke længere skal afholdes fra den 15. uge efter fødselen, men kan afholdes når som helst i barselsperioden.

Der er kommet en forhøjelse af barselssatsen på tre kroner. Desuden forhøjes pensionsbidraget under barsel. Arbejdsgiverbidraget øges fra 5,50 kr. til 7,00 kr.r per time, arbejdstagerbidraget øges fra 2,75 kr. til 3,50 kr. per time. Det samlede bidrag bliver dermed 10,50 kr. per time.

Satsen arbejdsgiveren skal betale er hævet fra 130 kr. til 133 kr. per time til forældreorlov i indtil 11 uger. Af de 11 uger er fire ugers orlov øremærket til hver forælder. De syv uger går til én forælder.

Ligeledes reguleres maksimumbetalingen for frihed ved barns hospitalsindlæggelse fra 130 kr. til 133 kr. per time og den maksimale betaling ved barsels- og forældreorlov fra 135 kr. til 138 kr. per time.

Lærlinge
Lærlingesatsen forhøjes med 2,25 %. Lærlingelønnen kommer dermed op på 56,35 kr. per time i lønperiode 1, 64,35 kr. per time i lønperiode 2, 76,40 kr. per time i lønperiode 3, 91,20 kr. per time i lønperiode 4 og 105,60 kr. per time i lønperiode 5 fra 1. marts 2012. Fra 1. marts 2013 forhøjes lærlingesatserne til 57,60 kr. per time i lønperiode 1, 65,80 kr. per time i lønperiode 2, 78,10 kr. per time i lønperiode 3, 93,35 kr. per time i lønperiode 4 og 108,00 kr. per time i lønperiode 5. Alle øvrige genetillæg hæves med to gange 1,4 %.

Endvidere hæves lønnen for voksenlærlinge til 107,35 kr. i timen fra 1. marts 2012 og 108,70 kr. i timen fra 1. marts 2013. Satsen for unge i forpraktik hæves til 61,85 kr. i timen fra 1. marts 2012 og til 62,60 kr. i timen fra 1. marts 2013.
EUX-lærlinge er blevet indføjet i elektrikeroverenskomstens paragraf 17 og har dermed fået samme lønninger og rettigheder som lærlinge i den traditionelle elektrikeruddannelse.

Efter- og videreuddannelse
Du har fået ret til at overføre og afvikle ikke-forbrugt selvvalgt efteruddannelse fra de foregående to kalenderår. Er du blevet opsagt gælder ordningen kun, hvis du og virksomheden har aftalt, hvornår efteruddannelsen skal afholdes forud for opsigelsen.

Bidraget til Uddannelses- og Samarbejdsfonden forhøjes desuden med fem øre per time fra 1. marts 2013.

Offshore
Tillæggene for offshore-arbejde hæves fra 30,95 kr. i timen til 31,40 kr. i timen fra 1. marts 2012 og fra 31,40 kr. i timen til 31,85 kr. i timen fra 1. marts 2013.

Er der ikke indgået en aftale om betaling af nattillæg, betales et tillæg per arbejdet time på minimum 5,15 kr. med virkning fra 1. marts 2012.

Satsen for arbejde på søgnehelligdage udgør 399,35 kr. fra 1. marts 2012 og 404,95 kr. fra 1. marts 2012.

Bortvisning
I sager om bortvisning skal et mæglingsmøde afholdes senest fem dage efter mæglingsbegæringen er modtaget.

Elektroniske dokumenter
Der bliver mulighed for, at virksomhederne kan aflevere feriekort, lønsedler og andre dokumenter elektronisk via for eksempel e-mail eller e-boks. Ligeledes kan feriekort fremover underskrives elektronisk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141