23948sdkhjf

Entreprenørmaskinerne ruller ind i Nordhavnen

Nu sker de første fysiske forandringer, der vil give københavnerne en helt ny bydel ved vandet.
Dele af Nordhavnen har i 100 år været lukket land på grund af sin status som Frihavn og lager- og industriområde, men med udviklingen af Nordhavnen som Københavns nye bæredygtige bydel får københavnerne deres havn tilbage.

Nedrivningerne på Marmormolen og i Århusgade-kvarteret er netop gået i gang for at gøre plads til, at nye bykvarterer kan bygges i bydelen.

Entreprenøren LH Hockerup A/S står for nedrivningerne i Århusgade-kvarteret, som efter planen er færdige i løbet af sensommeren.

Gamle bygninger bevares for eftertiden
I Århusgade-kvarteret bevares en del pakhuse, siloer og kontorbygninger for at sikre kontrasten mellem den moderne bydel og det gamle havnekvarter. Byggerierne i bydelen bliver i tre til seks etagers højde med enkelte højere signatur-byggerier. Altså præcis som vi kender det fra Københavns brokvarterer.

Den tætte bebyggelse giver mulighed for hyggelige pladser og byrum, smalle gyder, promenader langs vandet og alt i alt en stor variation i arkitekturen.

- Cirka to tredjedele – eller 20.000 kvadratmeter af de eksisterende byggerier i Århusgade-kvarteret bevares for eftertiden. Flere af de gamle byggerier får nye funktioner og tilføjes moderne tilbygninger og påbygninger, men vi er meget opmærksomme på at bevare havnekvarterets særlige arkitektur og stemning samt at sikre, at de kommende beboere, medarbejdere og besøgende overalt får adgang til vandet. Jeg glæder mig meget over, at det konkrete arbejde med at udvikle Nordhavnen nu begynder, siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn.

En del af løsningen på Københavns udfordringer
På Marmormolen er byggeriet af FN Byen allerede godt i gang, mens Unicefs verdenslager skal lade livet for at give plads til et kombineret erhvervs- og boligkvarter. Totalentreprenør Per Aarsleff A/S og underentreprenør G. Tscherning A/S står for nedrivningen, og maskinerne har netop påbegyndt arbejdet. Det forventes, at alle bygningerne vil være væk midt på efteråret, hvilket giver mulighed for nybyggeri.

De to havnekvarterer, Århusgade-kvarteret og Marmormolen, er særdeles attraktive med deres centrale placering i København og nærheden til vandet. Tidligere var det den hårde industri, der dominerede, men i dag er områderne ideelle til erhverv og beboelse.

Københavns Kommunes prognoser for byen siger, at der frem til 2025 vil være 100.000 ekstra københavnere, og derfor er det nødvendigt, at byen fortsat udvider og udvikles med de nye kvarterer.

- De nye bykvarterer i Nordhavnen bygges bogstavelig talt på det gamle København. Nordhavnen er jo gennem tiden blevet udvidet mange gange, hvilket ikke bare har givet byen vokseværk, men også skabt mange arbejdspladser dengang der var meget industri på havnen. Nu lever vi i en anden tid, og Nordhavnsudvidelsen og omformningen fra erhvervshavn til levende bydele med både arbejdspladser og boliger er en del af løsningen på de udfordringer, byen har nu, siger Jens Kramer Mikkelsen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094