Entrepriser på Navitas i Aarhus, det nye Udbetaling Danmark center i Haderslev og Novo Nordisks domicil i Bagsværd fylder godt op i ordrebøgerne hos HS Hansen.
Så godt at Brian Lundsgaard, der er chef for virksomhedens fabrik i Lem, er nødt til at udvide medarbejderstaben betydeligt i disse tider.
- Vi har rigtig travlt i øjeblikket, så derfor har vi ansat cirka 20 mand i løbet af foråret. Men det ser også rigtig godt ud frem mod sommeren og efteråret. Jeg tror, vi skal ud og ansætte 20-30 mand mere inden sommer, siger Brian Lundsgaard til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Han oplyser, at det især er virksomhedens modulopbyggede facadeelementer, ”Hansen Unital”, der sælger godt. Konceptet går ud på at levere færdige facadeelementer, hvor glas, isolering og solafskærmning er monteret, når elementerne ankommer til byggepladsen.