23948sdkhjf

Stor international opgave til Henning Larsen

Henning Larsen Architects og hollandske Van den Berg Groep har vundet konkurrencen om en 16.000 m² stor teaterbygning i Emmen i Holland.
Foran anerkendte tegnestuer som MVRDV og Mecanoo er det lykkedes for danske Henning Larsen Architects at vinde en international konkurrence om Emmen Teater og Zoo – en 16.000 m² stor teaterbygning, der også kommer til at rumme indgangen til byens zoologiske have.

Ambitionen for Emmen Teater og Zoo er at skabe et enestående kulturbyggeri, der bringer kultur og natur sammen. Bygningen bliver indgangen til en stor dyrepark på 10 hektar og rummer to hovedscener med plads til i alt 1.150 tilskuere, en ekstrascene samt udstillings- og konferencefaciliteter.

- Kontrasten mellem byen og naturen forenes i bygningens form, hvor en rektangulær ramme og et organisk, kurvet tag smelter sammen. Taget giver mindelser om et dyrs ryg. Det skaber en markant indgang til den zoologiske have og står frem i byens skyline, forklarer arkitekt Troels Troelsen, Henning Larsen Architects.

Energireducerende arkitektur
Bygningen inddrager uderummene i en samlet scenografi: Den nye store byplads, det landskabelige forløb, der introducerer den zoologiske have og taglandskabet, der giver mulighed for pauser fra byens larm og aktivitet.

- Bygningen bliver i sig selv et stort teater, der set fra byen åbner et magisk vindue mod naturen i zoo – og set fra den zoologiske have sættes bylivet i scene, fortæller arkitekt Troels Troelsen.

Emmen Teater og Zoo’s udformning som sceneramme giver mulighed for at iscenesætte mange forskellige aktiviteter. Væggene kan flyttes, og det er muligt at åbne de mindre scener og skabe nye, udendørs scenerum.

Bygningens geometri, fleksibilitet og brug af dagslys reducerer energiniveauet uafhængigt af teknologi. Arkitekturen er i sig selv energireducerende og bliver en vigtig del af bygningens koncept for bæredygtighed.

Dommerkomiteen vurderede konkurrencens fem deltagere på æstetik, funktionalitet, bæredygtighed, omkostningseffektivitet og samarbejdsstrategi. Teamet med Henning Larsen Architects scorede højest på alle fem kriterier.

Emmen Teater og Zoo skal indvies i 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125