Fredag besluttede styregruppen bag et sundhedshus i Nordborg at pege på det tidligere rådhus i Nordborg som hjemsted for det nye sundhedshus, som Region Syddanmark og Sønderborg Kommune er enige om at opføre.
Rådhuset skal ombygges med penge fra statens pulje til etablering af lægehuse, sundheds- og akuthuse i udkantsområder. Penge, som regionen og kommunen i fællesskab blev tildelt sidste år.
Det nye sundhedshus år plads til seks praktiserende læger, en jordemoderkonsultation og kommunale sundhedstilbud, bl.a. sundhedsplejen, en sygeplejeklinik og tilbud inden for forebyggelse og rehabilitering. Der vil også være plads til andre privatpraktiserende sundhedsprofessionelle, og der vil i den kommende tid blive optaget forhandlinger med disse aktører for at sikre en optimal indretning af det nye hus.
Styregruppens indstilling skal nu behandles politisk af Sønderborg byråd og til orientering i Regionsrådet forud for endelig godkendelse af projektet i Sundhedsministeriet.