23948sdkhjf

HusCompagniet sætter ny salgsrekord

Trods fortsat svære markedsbetingelser formåede HusCompagniet at løfte omsætningen med 25 procent til knapt 1,3 mia. kr. i 2011.
Et stærkt huskoncept, en effektiv byggeproces og stor tryghed for kunderne i form af betaling ved indflytning.

Steffen Baungaard, adm. direktør i HusCompagniet, er ikke i tvivl om, hvorfor hans virksomhed igen i 2011 formåede at flytte både top- og bundlinje i positiv retning.

Stærk position på markedet
Knapt 800 huse blev leveret i årets løb, og selvom det danske marked fortsat er presset, lykkedes det dermed at øge omsætningen fra 1.009 til 1.256 mio. kr. Driftsresultatet (EBITDA) er samtidig vokset med 44 procent til 145 mio. kr., mens resultatet efter skat er vokset fra 38 til 89 mio. kr.

- Vi oplever, at tryghed betyder meget for både kunder og rådgivere, når der skal bygges hus i dag. Derfor rammer vores koncept godt, ved at betaling først sker ved indflytning og at produktet leveres til aftalt pris og til tiden. Det er afgørende at levere værdi for pengene i krisetider og det er kimen til vores succes, siger Steffen Baungaard.

Han vurderer, at virksomheden har en markedsandel på omkring 25 procent, og med en overskudsgrad på 9,9 procent i 2011 positionerer Huscompagniet sig samtidig meget højt rent indtjeningsmæssigt i byggebranchen.

Sælger 800 huse igen i 2012
Markedsudsigterne for 2012 peger, for HusCompagniets vedkommende, i retning af omtrent samme niveau i forhold til omsætning og resultat som i 2011.

Ordrebogen ventes således igen at runde omkring 800 leverede huse i 2012. En af barrierne for at få flere huskøbere ind på markedet er bankernes stramme kredithåndtering.

- Det er lidt svært at spå om markedets udvikling, da vi i øjeblikket oplever, at bankerne bremser op i forhold til huskunderne, hvilket ses over hele landet. Men vi forventer, at 2012 bliver på niveau med sidste år, og håber så på, at markedet igen vil røre på sig i 2013, siger Steffen Baungaard.

På grund af kreditklemmen på husmarkedet har HusCompagniet for nylig taget initiativ til et samarbejde om alternative huslån, hvor huskunderne fremover kan tilbydes en lånepakke, der kombinerer en købesumsgaranti samt realkreditlån fra BRFkredit med pantebreve fra investeringsvirksomheden Halkin ARP Capital, hvor pensionskassen Pensam er investor.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093