23948sdkhjf

Danske arkitekter bag nyt højhus i Canada

Bjarke Ingels Group har tegnet et nyt højhusbyggeri med 600 boliger fordelt på 49 etager i Vancouver.
BIG + Westbank + Dialog + Cobalt + PFS + Buro Happold + Glotman Simpson og lokalarkitekten James Cheng er holdet bag et nyt højhus, som skal markere indgangen til Vancouvers centrum og bidrage til byens eksisterende skyline.

BIGs forslag, ”Beach and Howe St.”, er opkaldt efter den centrale beliggenhed på Howe & Beach ved Granville broen i Vancouver. Det kommer til at rumme 600 boliger i 49 etagers højde og bliver en af byens højeste bebyggelser.

Højhus med unik form
Højhuset henter sin form i byggegrundens komplekse bymæssige forhold og skal optimere området for dens kommende indbyggere i gadeplan såvel som i højden.

Huset hæver sig højt op over den trafiktunge Granville-bro og reducerer dermed generne fra støj og forurening fra broen. Det formmæssige greb resulterer i en forøgelse af kvadratmeter i toppen af tårnet og skaber samtidig et byrum omkring husets grundplan. Herved opnår bygningen en unik form, som differentierer alt efter beskuerens vinkel og fremstår indbydende for tilrejsende til byen.

- Højhuset og dets podie er en nytænkning af den lokale typologi, som går under navnet ’Vancouverism’. Her bliver slanke højhuse kombineret med mixed-use podier, som danner rammerne for aktiviteter i gadeplan. Formålet er at bibeholde byens eksisterende visuelle korridorer, mens byen aktiveres i gadeplan, forklarer Thomas Christoffersen, partner i BIG.

Bygger videre på eksisterende byplansstrategi
Husets podie af tre triangulære blokke vil danne rammerne om arbejdspladser, shopping og fritid ud mod offentlige bytorve. Det nye byrum supplerer eksisterende gadeliv og skaber en ny variation i området af åbne og overdækkede rum, som transformerer området under Granville-broen til et dynamisk opholdssted for alle.

- Vancouver har allerede taget skridt mod skabelsen af en supertæt bymidte til beboelse og forbedring af forholdene for fodgængere og byliv. Vores forslag bygger videre på denne proces ved at indtage rummet under broen frem for at lade det forblive et mørkt og utiltalende sted. De eksisterende brostrukturer udnyttes til en ny form for overdækkede offentlige byrum, og transformeres derved til nye nicher for socialt liv, fortæller Bjarke Ingels, stifter og partner i BIG.

Bebyggelsens gårdhaver, tage og terrasser er alle designet med henblik på at fremstå visuelt attraktive fra broen og boligerne i højhuset. De triangulære klynger af grønne tage skaber sammen med højhuset en ny ikonisk port til centrum af byen. Bygningernes eksterne facader er orienteret optimalt mod solen, hvilket har afgørende betydning for bygningens miljøvenlige performance. Der vil blive søgt om LEED Guld certificering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094