I 2009 besluttede byggevaregiganten Saint Gobain at slå ledelserne i Brødrene Dahl og Optimera sammen, således at alle back-office funktioner blev samlet i én organisation.
I de seneste to år er der blevet arbejdet på at skabe en strømlinet kædedrift i de to selskaber, og processen er nu så fremskreden, at ledelsen stort set har fået bugt med de røde tal i Optimera.
- 2012 bliver et vendepunkt, da Optimera får overskud, siger Lars Fournais, der er adm. direktør i Saint Gobain Distribution Denmark, til Jyllandsposten.
- Vi forventer at have dobbelt så mange butikker i løbet af 3-5 år. Væksten kan ske både ved opkøb af eksisterende byggemarkeder og ved etablering af nye forretninger, fortsætter han.
Saint Gobain Distribution Denmark øgede i 2011 omsætningen med næsten 300 mio. kr. til over 4,3 mia. kr. Samtidig lykkedes det at forbedre indtjeningen med 38 procent til 194 mio. kr.
- Vi har været i stand til at sælge mere med færre medarbejdere. Det er meget tilfredsstillende, at vi har kunnet forbedre os på alle områder i en periode med meget vanskelige markedsforhold og mange krævende interne projekter, siger Lars Fournais til Jyllandsposten.