Ville næppe overleve i Løvens Hule!
Her sætter Mester Tidendes chefredaktør aktuelle emner på spidsen
Når man driver virksomhed, så handler det naturligvis om at få penge på bundlinjen og polstret kassen, så der er noget at stå imod med, når konkurrencen er hård eller markedsvilkårene er ugunstige.
Da covid-19 lukkede samfundet, stod mange virksomheder med en reel trussel om at måtte dreje nøglen. Derfor blev der etableret en række låneordninger til små og mellemstore virksomheder, der kunne søge et rentefrit lån svarende til størrelsen af deres skatte- og momsindbetalinger.
Det benyttede flere virksomheder sig af, og nu skal pengene betales tilbage. Men noget tyder på, at der er mange virksomheder, som ikke kan betale lånene tilbage.
Allerede til november skal tilbagebetalingerne begynde, men ifølge en analyse fra SMVdanmark, så er flere virksomheder så pressede, at de frygter lukning, hvis deres lån skal betales tilbage inden for de aftalte 12 måneder
Man kan godt frygte, at nogle af de virksomheder, som optog skatte- og momslån, måske var i så dårlig gænge, at de ville være lukket under alle omstændigheder. Den økonomiske førstehjælp har så holdt en del af disse virksomheder flydende, selvom de næppe ville have haft mange chancer i Løvens Hule.
For at undgå en konkursbølge på bagkant af corona-krisen, så er det imidlertid nødvendigt, at der er mulighed for at aftale en lidt længere betalingshorisont, men dog således at man trækker stikket øjeblikkeligt, hvis betalingen ikke falder til tiden.
Artiklen er en del af temaet MESTER HAK&HUG.