Et enigt byråd i Køge nikkede tirsdag ja til, at to af Køges største almene boligområder, Ellemarken og Karlemoseparken, kan gå videre med deres planer om at give boligområderne et løft.
De to boligområder vil søge Landsbyggefonden om støtte til en helhedsplan – en vifte af projekter, der kan gøre områderne bedre at bo i.
Dermed er der nu fire ansøgninger på vej til Landsbyggefonden fra Køge. I marts fik Hastrupparken og Søparken nemlig ligeledes opbakning fra Byrådet til at gå videre med ansøgninger til Landsbyggefonden om støtte til helhedsplaner.
- Vi har allerede gode erfaringer med fra Søparken, som har haft en helhedsplan siden 2008, siger borgmester Marie Stærke og forklarer man blandt andet derfor er parate til at støtte op om nye helhedsplaner, både økonomisk og med praktisk hjælp.
I første omgang skal ansøgningerne fra Ellemarken, Karlemoseparken, Hastrupparken og Søparken forhåndsgodkendes i Landsbyggefonden. Det er ansøgninger om prækvalifikation, Køge Byråd nu har godkendt. Hvis oplæggene til helhedsplaner bliver godkendt af Landsbyggefonden, vil boligafdelingerne i samarbejde med Køge Kommune udarbejde selve helhedsplanen.
Godkender Landsbyggefonden den endelige helhedsplan, vil 75 % af udgifterne til projekterne blive betalt herfra. Resten finansieres af Køge Kommune og det ansvarlige boligselskab. Byrådet har besluttet at støtte helhedsplanerne med op til 1 mio. kr. pr. boligområde i perioden 2012-16.