23948sdkhjf

Kirke gør igen indsigelse mod byggeri i Viborg

Der er igen opstået udfordringer for Viborg Kommune i dens forsøg på at sælge grunden på Vinkelvej 20, som er nabo til Asmild Kirke. Grundet kirken er der nu for anden gang gjort indsigelse mod kommunens planforslag, der derfor igen kan betyde, at salgsprocessen trækker ud. 

Kommunen vil nemlig give potentielle købere mulighed for at udvikle højere og større bygninger samt give tilladelse til beboelse og/eller erhverv. Grunden er lige nu kun godkendt til uddannelsesformål, da der har ligget en handelsskole. Kirken er især imod højdeforslaget i kommunens planforslag, og indsigelsen kommer fra Bolig- og Planstyrelsen på vegne af Kirkeministeriet. Det skriver JP Viborg

Som Licitationen – Byggeriets Dagblad tidligere har beskrevet, blev kommunens første salgsplaner stoppet af kirken, der nedlagde veto mod byrådets oprindelig plan om for eksempel at lade en ny køber opføre et byggeri på op til seks etager.

Kommunen vil nu med det nye planforslag gerne give lov til at bygge op til fire etager, hvor der i dag er tilladelse til to. Men det er Stiftsøvrigheden og Kirkeministeriet altså ikke umiddelbart vilde med. 

"Stiftsøvrigheden finder, at forslag til tillæg 56 er i strid med den nationale interesse i at bevare kulturarven, herunder at sikre opretholdelsen af Asmild kirkes status som markantkulturhistorisk kendemærke i landskabet," står der blandt andet i indsigelsen fra Bolig- og Planstyrelsen på vegne af Kirkeministeriet. 

Kommunen får færre penge i kassen

Indsigelsen kan derfor betyde, at salget af grunden kommer til at tage endnu længere tid: 

- Det betyder, at vi er gået i dialog med Stiftsøvrigheden om planerne. Vores oplevelse er, at vi godt kan nå til enighed, men måske bliver udbudsrunden forlænget, oplyser Karl Johan Legaard, der er chef for Plan og Byggeri i Viborg Kommune, til JP Viborg.

Ulrik Wilbek, borgmester i Viborg, har tidligere sagt til Licitationen, at det kommer til at få betydning for Kommunens salgspris. Kommunen købte selv grunden af handelsskolen til 80 mio. kr. 

- Der kommer færre kroner i kassen i forhold til salg. For jo mere bygherre kan bygge, jo dyrere bliver det. Det er lidt specielt, men det må vi forholde os til, har borgmesteren tidligere fortalt. 

I de foreløbige planer skulle der stå bygninger klar til indflytning på grunden i begyndelsen af 2023, men det kan altså nu blive rykket grundet indsigelsen, skriver JP Viborg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125