23948sdkhjf

”Gigantisk potentiale i digitalt byggeri”

Årets udgave af ”De Digitale Dage” er afsluttet i Nordjylland. Tovholder René Martin Larsen er ikke i tvivl om, at globalt digitalt samarbejde er vejen frem for dansk byggeri.
”De Digitale Dage” – en årligt tilbagevendende begivenhed, arrangeret af UCN Teknologi, Aalborg Universitet, Tech College Aalborg og SmartCity.dk – satte gennem tre dage i uge 16 den digitale byggeproces på prøve.

Udover en stribe interessante foredrag bød arrangørerne på et storstilet forsøg, hvor danske og vietnamesiske studerende i fællesskab skulle projektere et nyt hus til Sygehus Syd i Aalborg.

- Den umiddelbare erfaring er, at globalt samarbejde om digital projektering rummer et betydeligt potentiale for dansk byggeri. Ikke alene rummer et globalt samarbejde uanede muligheder for massiv positionering af dansk bygge-know-how og øget dansk byggeeksport ikke mindst til de boomende asiatiske markeder, siger tovholder René Martin Larsen, der til daglig er chef ved Center for Byggeri & Business på UCN

Små barrierer
René Martin Larsen lægger ikke skjul på, at samarbejde på tværs af kloden stiller særlige krav til deltagerne i samarbejdet. Men han slår samtidig fast, at der er tale om små barrierer, som umiddelbart kan sammenlignes med de udfordringer, danske virksomheder møder, når de arbejder sammen nationalt på digitale platforme.

- Den største udfordring er den løbende kommunikation parterne imellem, og synkronisering af programmel til udveksling af data, men det er en klassisk udfordring, som også gør sig gældende, når danske virksomheder arbejder sammen på tværs af landsdelene.

- Reelt er der kun få forskelle på at samarbejde om digital projektering på tværs af verden og på tværs af Danmark, og det står fast, at byggeriet ude i verden er langt fremme med BIM og Building Information Modelling, ligesom man ude i verden ikke ser de nye digitale redskaber som et problem men som en fremadrettet forretningsmulighed, konstaterer René Martin Larsen og karakteriserer samarbejdet mellem de studerende i Danmark og Vietnam som ligeværdigt.

- Styringen foregik fra Aalborg, men der var en løbende udveksling af idéer og viden i gensidig respekt, og den daglige overlevering af data forløb uden store problemer.

Gigantisk potentiale
Tovholderen fra De Digitale Dage understreger i øvrigt, at globalt samarbejde om digital projektering bør baseres på gensidig tillid med videndeling og erfaringsudveksling i fokus. Han rammer dermed en pæl igennem en sammenligning med outsourcing af produktion til fremmede himmelstrøg.

- At flytte en produktion fra et sted til et andet kræver betydelige ressourcer, det er tidkrævende og risikofyldt, ligesom mange oplever, at afstanden mellem en udviklingsafdeling i Danmark og produktionen ude i verden er ganske problemfyldt.

- Til sammenligning genererer ligeværdig udveksling af viden, kreativitet og innovation ny viden og optimerede løsninger, der via internettet kan flyttes og genbruges i nye sammenhænge med enkelte tryk på tastaturet, og der er ikke tvivl om, at der venter et gigantisk potentiale for dansk byggeri, hvis vi på globalt plan forstår at udnytte mulighederne i videnbaserede give-and-take-koncepter.

- Vi kan med en smule ydmyghed og global interesse lære rigtig meget og skabe nye forretningsmuligheder for danske virksomheder, fastslår René Martin Larsen sluttelig, idet han tilføjer, at De Digitale Dage på næste års digitale eksperimentarium – via UCN Teknologi’s globale netværk - satser på at sætte flere kontinenteri spil omkring fælles digital projektering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078