23948sdkhjf

Storstilet udbygning af Korsør-feriecenter

En ny lokalplan er vedtaget for Musholm Bugt Feriecenter. Næste skridt er en arkitektkonkurrence, der skal bane vejen for fremtidens handicapbyggeri.
En ny storstilet udbygning af Muskelsvindfondens feriecenter ved Korsør – Musholm Bugt Feriecenter – kan nu realiseres.

Finansieringen af det storstilede udvidelsesprojekt er på plads, og mandag 30. april vedtog Slagelse Byråd ny lokalplan for området omkring Musholm, som muliggør en udbygning.

Næste skridt bliver nu, at Musholmfonden i løbet af få uger udskriver den arkitektkonkurrence, som skal bane vej for den endelige udformning af projektet.

Et nyt og spektakulært ferie- og fritidsbyggeri
Anlægssummen for nybyggeriet er på 100 mio. kr. og er tilvejebragt med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond, Realdania, A.P. Møllers & Hustru Charstine McKinney Møllers Fond til Almene Formaal, Slagelse Kommune og Muskelsvindfonden.

Projektet omfatter en multihal, der skal være med til at flytte grænser for hvad mennesker med funktionsnedsættelser kan bruge sig selv til, flere attraktive og tilgængelige ferieboliger med smarte handicapvenlige løsninger, udvidede konferencefaciliteter samt spisesal og produktionskøkken.

Direktør i Muskelsvindfonden og Musholmfonden, Henrik Ib Jørgensen, udtaler:

- Vi er meget tilfredse med udfaldet af lokalplanarbejdet. Vi kan se tilbage på en intensiv proces, hvor projektet er blevet solidt forankret i lokalmiljøet, og hvor kommunens borgere har deltaget aktivt og konstruktivt for at nå et resultat, som alle kan være tilfredse med. Fra Musholmfondens og Muskelsvindfondens side kan vi nu se fremad mod det, vi har ventet på, siden finansieringen af projektet var klar i 2009, nemlig udskrivelsen af den store arkitektkonkurrence. Den skal skabe et nyt og spektakulært ferie- og fritidsbyggeri til glæde for mennesker med handicap og mange andre.

Kan vise vejen for fremtidige byggerier
Henrik Ib Jørgensens store glæde deles i Arbejdsmarkedets Feriefond, hvor direktør Nina Löwe Krarup ser en mulighed for at ændre på, at mulighederne for gode attraktive ferieoplevelser for handicappede fortsat er utilstrækkelige.

- Musholm Bugt Feriecenter har bevist sin berettigelse som et sted, hvor mennesker med særlige behov mødes af muligheder, frem for begrænsninger. Vi er glade for at kunne bidrage til at oplevelserne bliver endnu mere attraktive i fremtiden, siger hun.

Realdania er en anden af de store bidragydere til projektet. Her ser man nu frem til en spændende arkitektkonkurrence, som man har store forventninger til. Projektleder Lars Autrup siger:

- Udbygningen af Musholm Bugt Feriecenter med multihal og tilgængelige ferieboliger vil kunne medvirke til at vise vejen for handicapoptimering i fremtidige idrætsbyggerier og andre oplevelsescentre. Vi ser frem til at se, hvordan kombinationen af arkitektur af høj kvalitet og tilgængelighed for alle i fremtiden vil være integreret som en selvfølgelig og naturlig del af ethvert byggeri.

Fakta – Musholm Bugt Feriecenter
Musholm Bugt Feriecenter er opført i 1998 med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond, med et ønske om at skabe tilgængelige ferieoplevelser for mennesker med handicap og deres pårørende.

Feriecenteret rummer i dag 32 ferieboliger og mindre konferencefaciliteter. Feriecentret ligger smukt og fint indpasset i det bakkede morænelandskab med ferieboligernes lette, græsbeklædte tage og med en storslået udsigt ud over Storebælt. Og kun 100 meter fra stranden. Ved stranden er der anlagt handicapegnede stier og omklædningsfaciliteter.

Den nuværende del af Musholm Bugt Feriecenter, der er tegnet af arkitekt Jens Ravn, er af høj arkitektonisk kvalitet og udført med stor respekt og fokus på at skabe optimal tilgængelighed for fysisk handicappede. Med udbygningen får Musholm Bugt Feriecenter tilført:

Multihal
20 to-personers feriehuse
1 dobbeltvilla
Professionelt produktionskøkken og spisesal
Møde- og kulturfaciliteter
Nytænkning af udendørsfaciliteterne
Værksted og depot

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094