23948sdkhjf

Letbane-udbud på skinner

Folketinget vedtog den 8. maj lov om Aarhus Letbane I/S. Dermed er lovgrundlaget for at anlægge etape 1 af letbanen i Østjylland på plads. Udbud klar til efteråret.
Etableringen af letbanen, ét af de store anlægsprojekter i Aarhus-området i de kommende år, kan gå i gang med vedtagelse af anlægsloven. Letbanen forbinder de to eksisterende lokalbaner fra Odder og Grenaa med 12 km nye letbanespor igennem Aarhus midtby.

Samarbejdet om letbanen i Østjylland deler sig i to spor, når anlægsselskabet for Aarhus Letbane I/S påtager sig opgaven og ansvaret med at anlægge letbanes etape 1. Samtidig fortsætter Letbanesamarbejdet arbejdet med en række yderligere udbygningsetaper.

Vedtagelsen af Lov om Aarhus Letbane I/S betegnes som en milepæl i det letbanesamarbejde, som otte kommuner, Region Midtjylland og Midttrafik indgik tilbage i 2007.

Prækvalifikation og udbud
Anlægsselskabets første opgaver bliver at sende anlægsarbejderne, transportsystemet og det rullende materiel i udbud. Prækvalifikation af konsortier, der inviteres til at byde, forventes at finde sted hen over sommeren, og i løbet af efteråret bliver opgaverne sendt i udbud.

En endelig aftale forventes at være på plads medio 2013, hvor anlægsarbejderne i Aarhus kan gå i gang. Sideløbende vil der blive justeringer af Odderbanens og Grenaabanens eksisterende skinnenet. Første etape af Aarhus Letbane forventes at være i drift i 2016.

Ét stort anlægsarbejde blandt mange
Letbanens etape 1 er ét af flere store anlægsarbejder i Aarhus i de kommende år. Det forsøges så vidt muligt at koordinere arbejdet med de øvrige store anlægsprojekter – eksempelvis langs havnefronten og ved Universitetshospitalet i Skejby.

Sideløbende med anlægget af etape 1 fortsætter Letbanesekretariatet i Midttrafik arbejdet med at undersøge mulighederne for en udvidelse af letbanen.

I efteråret 2011 offentliggjorde Letbanesekretariatet på vegne af kommunerne i samarbejdet en fase 1-undersøgelse af fire udbygningsetaper til Hinnerup, Brabrand, Kolt/Hasselager og Skanderborg. Fase 1-undersøgelsen er et udspil til, hvordan letbanen i Østjylland kan udbygges, og den skal indgå i de lokale og den statslige prioritering af de næste etaper.

På længere sigt peger Letbanesamarbejdet på yderligere etaper til Hadsten og Randers samt nogle mindre indre strækninger i Aarhus. Det vurderes til gengæld, at betjeningen af Silkeborg sker mest effektivt via en ny, hurtig regionalbane mellem Aarhus og Silkeborg med gode forbindelser og omstigningsmuligheder til letbanesystemet.

Organisering – Aarhus Letbane I/S
Aarhus Letbane I/S ejes i fællesskab af Aarhus Kommune (47,2 procent), transportministeren (47 procent) og Region Midtjylland (5,8 procent). Ejerne og Midttrafik skal ifølge loven udpege medlemmer til bestyrelsen for selskabet, mens bestyrelsen ansætter direktionen. Bestyrelsen er endnu ikke konstitueret.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094