Letbane-udbud på skinner
Folketinget vedtog den 8. maj lov om Aarhus Letbane I/S. Dermed er lovgrundlaget for at anlægge etape 1 af letbanen i Østjylland på plads. Udbud klar til efteråret.
Samarbejdet om letbanen i Østjylland deler sig i to spor, når anlægsselskabet for Aarhus Letbane I/S påtager sig opgaven og ansvaret med at anlægge letbanes etape 1. Samtidig fortsætter Letbanesamarbejdet arbejdet med en række yderligere udbygningsetaper.
Vedtagelsen af Lov om Aarhus Letbane I/S betegnes som en milepæl i det letbanesamarbejde, som otte kommuner, Region Midtjylland og Midttrafik indgik tilbage i 2007.
Prækvalifikation og udbud
Anlægsselskabets første opgaver bliver at sende anlægsarbejderne, transportsystemet og det rullende materiel i udbud. Prækvalifikation af konsortier, der inviteres til at byde, forventes at finde sted hen over sommeren, og i løbet af efteråret bliver opgaverne sendt i udbud.
En endelig aftale forventes at være på plads medio 2013, hvor anlægsarbejderne i Aarhus kan gå i gang. Sideløbende vil der blive justeringer af Odderbanens og Grenaabanens eksisterende skinnenet. Første etape af Aarhus Letbane forventes at være i drift i 2016.
Ét stort anlægsarbejde blandt mange
Letbanens etape 1 er ét af flere store anlægsarbejder i Aarhus i de kommende år. Det forsøges så vidt muligt at koordinere arbejdet med de øvrige store anlægsprojekter – eksempelvis langs havnefronten og ved Universitetshospitalet i Skejby.
Sideløbende med anlægget af etape 1 fortsætter Letbanesekretariatet i Midttrafik arbejdet med at undersøge mulighederne for en udvidelse af letbanen.
I efteråret 2011 offentliggjorde Letbanesekretariatet på vegne af kommunerne i samarbejdet en fase 1-undersøgelse af fire udbygningsetaper til Hinnerup, Brabrand, Kolt/Hasselager og Skanderborg. Fase 1-undersøgelsen er et udspil til, hvordan letbanen i Østjylland kan udbygges, og den skal indgå i de lokale og den statslige prioritering af de næste etaper.
På længere sigt peger Letbanesamarbejdet på yderligere etaper til Hadsten og Randers samt nogle mindre indre strækninger i Aarhus. Det vurderes til gengæld, at betjeningen af Silkeborg sker mest effektivt via en ny, hurtig regionalbane mellem Aarhus og Silkeborg med gode forbindelser og omstigningsmuligheder til letbanesystemet.