23948sdkhjf

Innovationscampus på vej i Esbjerg

Støtte fra Det Obelske Familiefond sikrer ny tilbygning på Erhvervsakademi SydVest. Her skal studerende, forskere og virksomheder udvikle fremtidens produkter.
Vi har hørt før, at innovation er vejen frem for Danmark. I Esbjerg taler man ikke bare om det – her gør man det i praksis.

Med 2,4 mio. kr. i støtte fra Det Obelske Familiefond får byen nu Danmarks første innovationscampus, hvor studerende, forskere og virksomheder sammen kan udvikle fremtidens produkter.

- Innovation skaber vækst og arbejdspladser, og derfor skal de studerende være klædt på til at tænke i innovative baner. Med det nye Innovatorium får studerende på tværs af uddannelser endnu bedre rammer til at udvikle kreative ideer og gøre dem til gode forretninger, siger videnscenterleder Helene E. Pedersen fra Erhvervsakademi SydVest.

Fra idé til forretning i fire laboratorier
Erhvervsakademi SydVest og Aalborg Universitet Esbjerg står bag den nye satsning, der adskiller sig fra andre innovationscentre ved at fokusere på hele innovationsprocessen fra spæd ide til salgbart produkt gennem fire laboratorier med fokus på henholdsvis kreativitet, innovation, teknologi og forretning.

Det kreative laboratorium er et kreativt rum med labs til idéudvikling, mens det innovative laboratorium gør det muligt at forbedre ideerne. I det teknologiske laboratorium kan man afprøve ideen og printe 3D-prototyper af sin idé i plastik ved hjælp af specielle printere, mens man i forretningslaboratoriet kan få iværksætterrådgivning.

Tværfaglighed og samarbejde
En ny tilbygning på Erhvervsakademi SydVest bliver med 800 kvadratmeter hjemsted for tre laboratorier, mens Aalborg Universitet Esbjerg rummer det sidste laboratorium. Netop samarbejdet mellem de to uddannelsesinstitutioner, der også stiller forskere til rådighed, kommer både studerende og samarbejdende virksomheder til gode.

- Der bliver mulighed for at udvikle ideer inden for og på tværs af ingeniør-, merkantil-, teknik- og it-uddannelserne. Det er ikke mindst det tværfaglige spil mellem de forskellige fagligheder, der gør, at de studerende kan få og videreudvikle geniale ideer til nye produkter og forretningsområder, siger Helene E. Pedersen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079