En voldgiftssag mod Holstebro Boligselskab har bragt HB Byg i Ringkøbing tæt på en konkurs. Det skriver Dagbladet Ringkøbing Skjern.
Voldgiftssagen, som HB Byg kører mod Holstebro Boligselskab, grunder i, at boligselskabet sidste år bad HB Byg forlade en byggeplads, hvor firmaet blandt andet arbejdede på renoveringer af altaner. Boligselskabets begrundelse var byggeriets kvalitet samt, at HB Bolig ikke overholdt tidsfristerne.
De manglende indtægter derfra samt udgifter til advokat betyder, at HB Byg er gået i betalingsstandsning og altså skulle nærme sig en konkurs.
Særligt renoveringen af Spjald Skole, hvor firmaet har hovedentreprisen er ramt.
- Alt arbejde er stoppet, og alle folkene er sendt hjem, da vi ikke kan betale dem. Deres tilgodehavender er på vej til Lønmodtagernes Garantifond, fortæller medejer af HB Byg, Claus Bruhn, til Dagbladet Ringkøbing Skjern.