23948sdkhjf

Grundfos er vand på Den Gamle Bys mølle

For Grundfos er sponsoratet af to ny pumper til Den Gamle Bys vandmølle både lig synlighed og en udfordring.
Det er let at lade sig rive med, når alle sanser påvirkes ved et besøg i Den Gamle By i Aarhus. Og illusionen af at færdes i forrige århundrede eller før holdes i live af skuespil, autentiske miljøer, dufte og lyde.

Men én bestemt lyd har været sjælden i de seneste par år – nemlig lyden af vand, der plasker mod møllehjulet på den 160 år gamle vandmølle fra Herregården Møllerup på Djursland, som siden 1917 har stået i Den Gamle By.

I de senere år har vandmøllen dog kun kørt ved særlige lejligheder, for en væsentlig del af teknikken var slidt op – den skjulte hemmelighed, der fik det hele til at fungere. Pumperne.

Tyve år – næsten i døgndrift
Vandmøllen er placeret mellem den højere beliggende sø, der udgør havnen i Den Gamle By, og den lavere beliggende kanal, som begge er kunstigt skabt til formålet. Når skodderne ved dæmningen åbnes, strømmer vandet fra søen, og møllehjulet drejer rundt.

Problemet er, at søen ikke har et tilstrækkeligt tilløb af vand i modsætning til den lavere beliggende kanal. Derfor har fire Grundfos LP-pumper i en snes år i det skjulte sørget for at løfte vand fra kanalen op til søen. Pumperne var manuelt styrede og har stort set arbejdet konstant i museets åbningstid – bortset fra de hyppige stop, der var nødvendige, når filtrene skulle hejses op med kran og renses for blade og grene.

Men i de seneste par år har de veltjente pumper stået stille det meste af tiden. Økonomien var ganske enkelt ikke til en udskiftning. Derfor kontaktede museet Grundfos, som siden 2004 har været sponsor for vandmøllen, om en ny aftale.

Hos teknikerne vakte projektet begejstring. For selv anno 2012 var opgaven faktisk en udfordring.

Den omvendte verden
Projektleder Ole G. Johansen fra Grundfos Service blev sat på opgaven og vurderede hurtigt, at to stk. Grundfos SL1-pumper ville være ideelle til opgaven – helt præcist model SL1.50.80.30.2.50 D.

- Det er et par kraftige, dykkede pumper med en samlet ydelse på ca. 45 l/sek. Dertil kommer, at de kan klare en partikelstørrelse på op til 50 mm, så problemerne med tilstopning er løst, fortæller Ole G. Johansen.

Normalt anvendes dykkede pumper til at tømme brønde med, men i Den Gamle By handlede det om at fylde – oven i købet en hel sø. Det krævede, at styringen blev ændret. Det er vist kun gjort et par gange tidligere, mener servicetekniker Jørgen Højlund Kristensen, der blev en del af holdet, som skulle installere den nye, usynlige teknologi i den gamle vandmølle.

- Styringen er en LC-108, der er omprogrammeret til en fyldeapplikation. Pumpen starter automatisk, når vandstanden i søen sænkes og standser igen, når tryktransmitteren registrerer, at det aftalte niveau er nået, fortæller serviceteknikeren.

Fordelen ved tryktransmitteren er, at den kan placeres under vandlinjen, fordi den reagerer på atmosfærisk tryk. Derfor kan den moderne teknik være en usynlig del af det gamle miljø, lige som det også er tilfældet med selve pumpeinstallationen. Den er monteret i den gamle, skjulte pumpebrønd inde i bygningen. Sammen med ny rørinstallation og nye ventiler og guiderør gør pumpeinstallationen det muligt at servicere pumperne uden nedstigning i brønden.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093