23948sdkhjf

Rambølls ejer får sin første direktør

Rambøll Fonden, der ejer Rambøll Gruppen, har udnævnt Søren Staugaard Nielsen som adm. direktør fra 1. januar 2022. Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.

Det er første gang, at Rambøll Fonden får en adm. direktør og et sekretariat. Den daglige ledelse og drift har indtil nu været varetaget af fondens bestyrelse, der består af nuværende og tidligere medarbejdere.

Søren Staugaard Nielsen er advokat og kommer senest fra en stilling som dansk landedirektør for Rambølls konsulentvirksomhed Rambøll Management Consulting, som består af 600 konsulenter globalt. Han har været 24 år i Rambøll.

– Efter mange år i Rambøll, herunder som en del af den øverste ledelse i Danmark, kender Søren Staugaard Nielsen Rambøll indefra og har en dyb forståelse for de værdier og det særlige samfundssind, som er en del af Rambølls DNA. Han er derfor den helt rette person til at sikre, at Rambøll Fonden forbliver en aktiv og engageret ejer af et Rambøll, der fortsat drives i overensstemmelse med de værdier, der har tegnet den succesfulde virksomhed indtil nu, siger bestyrelsesformand i Rambøll Fonden, Robert Arpe, om valget i pressemeddelelsen. 

Fakta: Rambøll Fonden

  • Rambøll Fonden er en Danmarks største erhvervsdrivende fonde.
  • Fonden ejer aktiemajoriteten i Rambøll Gruppen A/S med ca. 97,5 pct. af virksomhedens aktier. De resterende aktier ejes af Rambøll Gruppens medarbejdere.
  • Fonden blev etableret i 1972. Rambøll som fondsejet virksomhed afspejler stifterne Rambøll og Hannemanns ambitioner om at skabe en virksomhed, hvor indtægter er investerede i firmaets fortsatte udvikling, og hvor medarbejderne kan føle en form for tilknytning i ejerskabet. 
  • Rambøll Fondens primære formål er at være en aktiv ejer af Rambøll. Derfor reinvesteres hovedparten af Rambølls overskud i virksomheden, mens resten anvendes til opfyldelse af fondens formål og gives tilbage til samfundet som donationer.

Om sit nye job siger Søren Staugaard Nielsen: 

– Det er min ambition, at Rambøll på den lange bane kommer til at få en endnu mere værdibaseret tilgang til de typer af kunder og projekter, virksomheden beskæftiger sig med.  

Flere ressourcer til filantropi  

I forbindelse med at Rambøll vokser, vil Rambøll Fondens filantropiske arbejde også øges.

I 2021 er bevillingsrammen til strategiske forsknings- og innovationsprojekter, der understøtter en bæredygtig udvikling af samfundet på 20 mio. kr.

En af de største donationer er fondens nye legat ’Flemming Bligaard-legatet’, opkaldt efter Rambølls tidligere koncernchef, der hvert år støtter en forsker med en halv mio. kr., som tidligt i karrieren bidrager med bæredygtige løsninger inden for ingeniør-, arkitektur- eller rådgivningsområdet. Fonden støtter også humanitært arbejde i den tredje verden og yder støtte til medarbejdere i ekstraordinært svære situationer. Det er ambitionen, at fondens donationer skal vokse med 50 pct. inden for de kommende år.

Søren Staugaard Nielsen tilføjer, at Rambøll Fonden nu også vil gå mere aktivt ind i samarbejdet med de øvrige aktører i den danske fondsverden om udviklingen af de erhvervsdrivende fondes rolle i dansk erhvervsliv og deres bidrag til udviklingen af den danske velfærdsmodel.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.113