23948sdkhjf

Godkender grundlag for milliarddyrt feriecenter på Als

Nordborg Resort Ejendomme A/S kan nu gøre planerne om det alsiske ferieresort med op til 579 ferieboliger, sommerhuse og et vandland til virkelighed. 

Byrådet i Sønderborg Kommune har netop godkendt den lokalplan og kommuneplantillæg, for området, hvor der skal bygges, som kræves for realisering af resortstedet. Planen om spildevandstillæg og projektforslag til varmeplanen for Nordborg Resort er ligeledes blevet godkendt.

Det skriver Sønderborg Kommune i en pressemeddelelse.

Nordborg Resort etablerer også restauranter, indkøbsmuligheder og, i samarbejde med Sønderborg Kommune, et offentligt tilgængeligt strandområde med promenade og en pier.

- Arbejdet med Nordborg Resort har varet i flere byrådsperioder, og at vi nu er kommet et skridt nærmere en realisering, er et udtryk for et godt samarbejde med lokale aktører, investorer og ildsjæle sammen med et politisk højt ambitionsniveau i Byrådet, siger borgmester Erik Lauritzen ifølge pressemeddelelsen.

Entreprenørvirksomheden Hoffmann indgik i marts sidste år kontrakt på første etape af det 1,3 mia. kr. dyre Nordborg Resort med investorerne investorerne Bent Jensen, ejer af Linak, og Peter Mads Clausen, formand for Bitten & Mads Clausens Fond.

Mere teknisk arbejde forude

Selvom en milepæl er nået med godkendelsen af plangrundlaget, vil Nordborg Resort betyde en del arbejde på kommunens tekniske område også de næste par år i form af myndighedstilladelser så byggetilladelser, vejtilladelser og udledningstilladelser.

- Vi står over for to hektiske år med meget myndighedsbehandling, stor byggeaktivitet og anlægstrafik på vejene op til resortet. Det er et stort og kompliceret projekt, som har krævet rigtig mange ressourcer, og der er gjort et kæmpe stykke arbejde for at komme i mål med myndighedsarbejdet, men nu er plangrundlaget i mål, siger Kirsten Bachmann, der er formand for Teknik-, By- og Boligudvalget.

Processen med plangrundlaget for Nordborg Resort begyndte i december 2019, hvor Teknik- og Miljøudvalget godkendte at igangsætte arbejdet med et lokalplanforslag og tillæg til kommuneplanen. Teknik- By- og Boligudvalget godkendte den 1. februar 2022, at planforslaget blev sendt i offentlig høring. Høringsforslaget er blevet taget positivt imod hos borgere, styrelser og andre høringsparter.

Nordborg Resort planlægger at åbne i 2024, og det forventes, at resortet vil tiltrække mere end 200.000 turister til Nordals årligt, som vil skabe omkring 300 nye arbejdspladser.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079