23948sdkhjf

Grundstenen lagt ved 148 år gammel papirfabrik

Det nye kvarter på den tidligere Dalum Papirfabrik i Odense kommer til at bestå af 301 lejelejligheder

Om otte måneder flytter de første beboere – om alt går vel – ind i det nye kvarter på den tidligere Dalum Papirfabrik. Her står de første lejligheder nemlig færdige og klar til at tage imod de første beboere på den gamle industrigrund, som tilbage i 1874 var med til at udvikle bydelen i det sydlige Odense.

Området har ligget tomt siden 2012, hvor Dalum Papirfabrik lukkede efter mere end 135 år som aktiv papirfabrik. I 2019 købte MT Højgaard Projektudvikling grunden, og de seneste år er en del af den gamle papirfabrik blevet revet ned.

Både den ikoniske bygning med det karakteristiske shedtag ud mod Dalumvej og 'Hollænderen' i den nordlige del af grunden er dog bevaret, og i efteråret indledte entreprenørvirksomheden arbejdet med at bygge de næsten 450 nye boliger på den historiske papirfabriksgrund.

Tirsdag blev grundstenen til byfornyelseskvarteret lagt af blandt andre Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel, der murede den nuværende velfærdsplan for Dalum ind i byggeriet.

– Papirfabrikken blev som Danmarks ældste papirfabrik grundlagt i 1874 og var dengang en væsentlig årsag til Dalums udvikling og fremgang, og nu skal papirfabrikken igen danne rammen for byens liv og aktivitet. Med udviklingen af Dalum Papirfabrik bygges der videre på den eksisterende kulturarv, men med nye muligheder for, at en ny bydel kan blomstre op og blive et vigtigt bindeled for Odenses igangværende udvikling, sagde Peter Rahbæk Juel ifølge en pressemeddelelse fra MT Højgaard i den forbindelse.

Flytter ind fra årsskiftet

Kvarteret på Dalum Papirfabrik kommer til at bestå af 301 lejelejligheder, som administreres af NIAM, 63 rækkehuse i to etager, 20 ejerlejligheder i det tidligere hus 'Hollænderen' samt et seniorbofællesskab med 58 seniorboliger, som opføres af Civica. 

Desuden kommer kvarteret til at indeholde kontorer, en Netto-butik, fælleshuse, naturlegepladser, åbne pladser og grønne arealer.

– I starten af 2023 står de første lejligheder klar til indflytning samtidig med, at Netto åbner. Derefter vil rækkehuse, de eksklusive New Yorker-lejligheder og seniorbofællesskabet løbende følge med, så Dalum Papirfabrik igen kan blive noget, man er stolt af i bydelen, siger Henrik Mielke, koncerndirektør i MT Højgaard Holding, i pressemeddelelsen.

Det er arkitektfirmaet C.F. Møller Architects, der tegner visionerne og forvandlingen af den gamle papirfabrik, som MT Højgaard Projektudvikling står bag.

Se nøgletal for:
Læs mere om: Dalum Papirfabrik
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.885