23948sdkhjf

Vælger CG Jensen til 146 mio. kr. dyre busterminal

Tusindvis af fjernbuspassagerer, som kører til eller fra hovedstaden, kan nu se frem til at få en helt ny busterminal ved Dybbølsbro i København i sommeren 2023.

Projektet var i foråret sendt i udbud, hvor de to indkomne tilbud fra CG Jensen og Hoffmann viste sig at være væsentligt højere, end bevillingen lød på.

Men nu har Københavns Borgerrepræsentation sikre en ekstrabevilling på i alt 29 mio. kr. til at opføre Busterminal København. Projektet er dermed nu budgetteret til at koste 146 mio. kr.

Og der er nu også sat navn på vinderen.

– Vi ser rigtig meget frem til, at vi i et fortsat tæt samarbejde med Københavns Kommune kan komme i gang med anlægsprojektet, og sammen forventer vi, at der inden for meget kort tid kan skrives kontrakt med entreprenøren CG Jensen A/S, som har vundet udbuddet, siger projektleder Niels Arend Koefoed, Vejdirektoratet, i en pressemeddelelse.

– Det bliver godt, at vi nu, hvis alt går planmæssigt, allerede næste år kan se de første langtursbusser køre ind på Busterminal København, tilføjer han om terminalen, der ventes at få 1,4 mio. årlige fjernpassagerer.

Busterminal-projektet til 146 mio. kr. finansieres med 20 mio. kr. fra staten og 126 mio. kr. fra Københavns Kommune, hvoraf 86 mio. kr. indhentes over 15 år via brugerbetaling fra busoperatørerne.

En stor del af de fjernbusser, der kører til og fra København, læsser i dag passagerer af og på ved DGI Byen på Vesterbro, og det giver stor trængsel og trafikkaos for busser, biler, passagerer og cyklister på Ingerslevsgade.

Om busterminalen ved Dybbølsbro i København

Vejdirektoratet anlægger i samarbejde med Københavns Kommune og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen en busterminal ved Dybbølsbro i København. Terminalen skal samle de mange fjernbusser, der hver dag kører ind og ud af Danmarks hovedstad og ventes at få cirka 1,4 millioner årlige fjernbuspassagerer.

Den nye busterminal skal på et hverdagsdøgn kunne servicere cirka 195 busser og placeres under Dybbølsbro Station mellem jernbanen og Carsten Niebuhrs Gade langs IKEA’s grund og Cabinn.

Målet med den nye busterminal er at samle fjernbustrafikken ét sted i København tæt på anden kollektiv trafik. 

Busterminal-projektet har et budget på 146 mio. kr., som finansieres med 20 mio. kr. fra staten og 126 mio. kr. fra Københavns Kommune, hvoraf 86 mio. kr. indhentes over 15 år via brugerbetaling fra busoperatørerne.

Kilde: Vejdirektoratet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109