23948sdkhjf

Her har de landets højeste timepris på sagsbehandling af byggetilladelser

Når familien skal bygge et nyt parcelhus eller virksomheden en ny lagerhal i Hillerød og Allerød, koster det henholdsvis 1.024 og 996 kr. for hver time, kommunen bruger på at sagsbehandle byggetilladelsen. 

I Egedal klarer kommunerne papirarbejdet til 599 kr. i timen.

Det viser en ny opgørelse fra DI Byggeri over de timepriser, som kommunerne opkræver, når en virksomhed eller en borger søger om en byggetilladelse til enfamiliehuse, landbrugsbygninger, fabriksbygninger og etagebyggeri.

- Med en timepris på omkring 1.000 kr., så må vi som både borgere og virksomheder kunne forvente en effektiv sagsbehandling med en relativ kort ventetid. Selvom timeprisen i Hillerød er den højeste i landet, så er det helt i orden, hvis de så at sige ”leverer varen”. I Hillerød er den gennemsnitlige ventetid 25 dage, hvilket er ok, men i Allerød, hvor den gennemsnitlige ventetid er over fire måneder, er det ikke acceptabelt – og slet ikke til den pris, siger formand for DI Byggeri Nordsjælland Jørgen Simonsen i en pressemeddelelse fra organisationen.

- Det er i denne sammenhæng vigtigt at nævne, at kommunerne ikke må tjene penge på sagsbehandlingen men kun sende en regning på de faktiske udgifter, som de har. Derfor vil jeg mene, at timeprisen i kommuner som Hillerød og Allerød har nået toppen, fortsætter han.

Læs meget mere og få et samlet overblik over priserne i landets kommuner på Licitationen: Store forskelle i kommunernes byggesagsgebyrer

Gratis er ikke et mål i sig selv

I Fredensborg og Helsingør tager kommunen et fast gebyr på henholdsvis 1.000 kr. og 1.082 kr., og i Frederikssund er byggetilladelsen gratis.

- Det er ikke et mål i sig selv, at det skal være gratis, men jeg synes, at det er et fint signal at sende til de familier og virksomheder, som bygger og dermed også investerer i lokalområdet, at byggetilladelsen er gratis. Men det er vigtigt at huske på, at det ikke kun er prisen men også ventetiden, der er afgørende for både de private borgere og virksomheder, som skal bygge nyt eller om, siger Jørgen Simonsen.

Flere af de nordsjællandske kommuner har en pris på omkring 800 kr. i timen. Det gælder i Halsnæs og Gribskov, hvor prisen er henholdsvis 766 og 787 kr. I Rudersdal, Hørsholm og Furesø ligger prisen på henholdsvis 801, 808 og 830 kr. per time.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078