23948sdkhjf

Jysk Råhusmontage udvider ejerkredsen

Henrik Frøsig Pedersen er ansat som ny afdelingsleder hos Jysk Råhusmontage A/S. Han indtræder samtidig i en udvidet ejerkreds.
Efter længere tids søgen har Jysk Råhusmontage nu fundet den mand, der skal afløse Carsten Rasmussen som leder af afdelingerne for porebeton og puds.

Den nye afdelingsleder hedder Henrik Frøsig Pedersen og har tidligere været indkøbschef hos JCN A/S.

I en nystartet virksomhed med kun tre mand på kontoret kan det være svært at finde en afløser, fordi jobprofilen ikke er så dyb, men til gengæld meget bred.

- Da vi i bestyrelsen drøftede jobopslaget, indså vi hurtigt, at det ville være svært at finde en, der havde det hele. Vi drømte jo om at finde en mand, der kunne styre en byggeplads, havde regnskabsforståelse, kunne opsøge nye kunder, regne tilbud og forhandle aftaler med leverandører. Sidst men ikke mindst ville det jo være fantastisk, hvis vedkomne også havde erfaring med både porebeton og puds, fortæller direktør Søren Andersen.

CV'et og kemien passede
Men bedst som bestyrelsen havde indstillet sig på at slække kravene, lykkedes det alligevel at finde en kandidat med hele pakken, da Henrik Frøsig Pedersen meldte sig på banen.

- Det var meget opløftende at få et opkald fra Henrik. Han sagde lige ud, at han ikke var i tvivl om, at han kunne bestride jobbet. Det gav yderligere tryghed at han var i gang med at renovere sit hus og netop anvender porebeton og puds i arbejdet. Da CV’et så kom og afslørede dels en håndværksmæssig baggrund og 20 år som selvstændig, så var der stort set kun kemien tilbage at få styr på. Og den var heldigvis også god, fortsætter direktøren.

Skjoldbjergvej Invest, der tidligere var eneejer af Jysk Råhusmontage, har solgt 50 procent af aktierne til virksomhedens ledere. Med ansættelsen indtræder Henrik Frøsig Pedersen i ejerkredsen, der også tæller afdelingsleder for sværbeton, Henning Jespersen og direktør Søren Andersen.

Jysk Råhusmontage blev stiftet i januar måned i år, da selskabet overtog boet efter konkursramte Jysk Råhusmontage & Specialpuds A/S. Læs også: God start for det genfødte Jysk Råhusmontage
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.596