23948sdkhjf

Regioner udskyder byggerier og finder flere penge til hospitaler

I budgetaftaler for 2023 er der afsat flere penge til hospitalerne. Det sker på bekostning af anlægsbudgetter.

De fem regionsråd har indgået budgetaftaler for 2023.

Aftalerne sikrer blandt andet flere penge til fastholdelse, rekruttering og forbedring af arbejdsmiljø på hospitalerne samt til det nære sundhedsvæsen.

Til gengæld er anlægsbudgetterne blevet nedprioriteret, hvilket betyder, at flere byggerier bliver udskudt.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Danske Regioners formand, Anders Kühnau (S), mener, at budgetaftalerne afspejler, at regionerne forsøger at tage hånd om den mangel på arbejdskraft, som der er i sundhedsvæsenet.

- I regionerne har vi stort fokus på de patienter, der nu og her venter på behandling. Derfor er det vores øverste prioritet at skaffe relevant personale, så vi kan nedbringe ventetiderne for patienterne.

- Det gælder både presset på blandt andet akutafdelingerne, i psykiatrien og på operationsgangene lige nu - men også udfordringen på den længere bane, siger Anders Kühnau i pressemeddelelsen.

Regionerne har desuden afsat ekstra midler til behandling tæt på patienterne. Det betyder, at der blandt andet er afsat penge til at styrke de praktiserende læger og samarbejdet i de nye sundhedsklynger.

Til gengæld har det været nødvendigt med svære prioriteringer i anlægsbudgetterne, fortæller Anders Kühnau.

- Priserne stiger, og vi skal udvise ansvarlighed i regionerne. Det kommer konkret til at betyde, at nogle byggerier desværre må udskydes. Det er kun det mest nødvendige, som kan prioriteres, siger han.

Det fremgår ikke, hvilke byggerier der er tale om.

Der er i budgetaftalerne for 2023 desuden afsat penge til forsvaret mod cyberkriminalitet samt miljø.

Blandt andet er der afsat ekstra midler til oprensning af jordforurening og sikring af drikkevand.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
JOB i FOKUS
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Se seneste nyhedsbrev ???id_11737???

Send til en kollega

0.141