23948sdkhjf

Cowi har landet stor aftale med norsk energigigant

Cowi er blevet tildelt en flerårig aftale om havvind og grønne løsninger af den norske energikæmpe Equinor. Nu skal der ansattes hos den danske rådgiver

For at leve op til Parisaftalen og blive CO2-neutral inden 2050 er der i hele verden igangsat en markant global omstilling til grønnere og vedvarende energi, hvor havvind spiller hovedrollen.

Den rådgivende ingeniørvirksomhed Cowi kommer nu - aktuelt i Korea - til at spille en af hovedrollerne med at udbygge havvindmølleparker.

Det sker, fordi Cowi har indgået en såkaldt masterserviceaftale med den norske energikæmpe Equinor, som planlægger at opbygge en portefølje med vedvarende energiprojekter i størrelsesordenen 12-16 GW inden 2030.

Skal rekruttere

Serviceaftalen består, ifølge en pressemeddelelse fra Cowi, af tre dele: at stille medarbejdere til rådighed for Equinor-projekter; at udføre uafhængige undersøgelser, granskninger samt efterprøvninger; og at tilrettelægge projekterne.

- Aftalens potentielle omfang betyder, at vi får brug for at rekruttere flere kolleger, og jeg er sikker på, at vi kan tiltrække nogle af de bedste, da vi kan tilbyde dem muligheden for at arbejde på nogle af de største og mest komplekse vedvarende energiprojekter i verden, fortæller Marius Weydahl Berg, executive vice president i Business line Norge.

Faglig førerposition

Den første kontrakt under serviceaftalen er på Firefly-projektet ved Ulsan i Sydkorea.

- Vi har en faglig førerposition inden for havvind. Og der kommer til at ske forandringer. Equinors tiltag kan meget vel være afgørende for omstillingen til grøn energi ved at inspirere andre energivirksomheder til at gøre det samme, siger adm. direktør Jens Højgaard Christoffersen, i pressemeddelelsen.

Han tilføjer, at olie- og gasbranchen de kommende år vil investere milliarder af euro i omstillingen til nye energikilder.

- Og med vores Future-Now-strategi og dygtige medarbejdere har vi et fantastisk udgangspunkt til at være med til at skabe en mere bæredygtig verden, der er værd at leve i, siger han.

Cowi har arbejdet for Equinor i flere år, herunder på vedvarende energiprojekter såsom Empire Wind-projektet, der har en samlet kapacitet på 2.1 GW.

Den aktuelle aftale løber over fem år, med mulighed for at forlænge den to gange til i alt 11 år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109