23948sdkhjf

Skal sikre stabil mobil- og datadækning på hospitaler

Selskabet Eltel har vundet såkaldte DAS-kontrakter på Nyt Hospital Nordsjælland og Bornholms Hospital til en værdi af godt 22 mio. kr. Det oplyser serviceleverandøren i en pressemeddelelse.

Med indgåelsen af de nye kontrakter har Eltel inden for de seneste to år således indgået DAS-kontrakter på i alt seks hospitaler i Region Hovedstaden. 

DAS står for distribueret antennesystem og sikrer en stabil indendørs mobil- og datadækning. Et løft af indendørs mobil- og datadækning spiller en stor rolle i den daglige drift på landets hospitaler og således for både personale og patienter.

På det kommende supersygehus Nyt Hospital Nordsjælland skal Eltel installere DAS løsninger, der dækker et areal på godt 125.000 kvm inden udgangen af 2024 og tilsvarende godt 45.000 kvm på Bornholms Hospital inden udgangen af 2022. 

 Helt andre faktorer i spil

Forskellen på de to projekter er markant, da der på Bornholms Hospital er tale om et hospital i drift.

– Når man installerer DAS-løsninger på et hospital i drift, som det er tilfældet med Bornholms Hospital er der helt klart nogle andre faktorer i spil, end hvis man indgår i et byggeprojekt, som på Nyt Hospital Nordsjælland. Her handler det i høj grad om at udføre opgaven til mindst mulig gene for ansatte og patienter, siger Erik Olsen, afdelingsleder – Eltel Danmark.

Med DAS installationerne skal firmaet understøtte den indendørs mobil- og datadækning, der er vigtigt for indlagte og besøgende, men som er afgørende for kommunikationen mellem sygehuspersonalet.

– Som sygehussektoren ser ud i dag, samler man meget mere information på devices og tablets end tidligere, og derfor kommer disse løsninger til at understøtte den udvikling vi allerede ser og sørge for, at kommunikationen og dataen mellem sundhedspersonalet i højere grad kører problemfrit, uddyber business development manager hos Eltel, Lars Jessen.

Begge DAS-projekter udføres med Commscope og Telpartner som leverandører.

De seneste 12 år har Eltel installeret og driftet DAS-løsninger på mere end 20 hospitaler og sygehuse i Danmark.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096