En 44-årig mand med libanesiske rødder og hus i Nørresundby har ifølge politiet vasket mindst 200 millioner sorte kroner hvide i den hidtil største sag om hvidvask i Nordjylland.
Herunder har en del af hvidvaskningen fundet sted gennem et byggefirma.
Den 44-årige blev anholdt og varetægtsfængslet tilbage i november sidste år, men først nu kan Nordjyske fortælle detaljeret om sagen. Vestre Landsret har nemlig på Nordjyskes anmodning ophævet det forbud mod at nævne navnet på den sigtede og hans virksomheder, som en byretsdommer i Aalborg nedlagde, da han fængslede ham.