23948sdkhjf

Bedste bundlinje nogensinde: Vinduesproducent har haft to år uden lavsæson

For andet år i træk kan Martin Søgaard og Mikael Søgaard glæde sig over, at deres forudsigelser ikke holdt stik. Fætrene, der er anden generation hos nordjyske Idealcombi, har nemlig endnu engang leveret et årsregnskab, hvor top- såvel som bundlinje er løftet til nye højder, skønt forventningen lød på en tilbagegang.

Det skriver Nordjyske.

Mens omsætningen i året er vokset til 685,5 mio. kr. mod 651,6 mio. året forinden, lyder overskuddet før skat på 73 mio. kr. mod de 64,5 mio., der blev tjent i 2020/21.

– Det overrasker os, siger Martin Søgaard og forklarer til Nordjyske, at fremgangen tilskrives den voldsomme byggeaktivitet under pandemien.

– Og det fortsatte. Der kom jo en stor lyst til at man skulle have renoveret sin bolig. Det har vi kunnet mærke, forklarer Martin Søgaard, der altså ikke forventede, at byggebranchens boom fortsatte i så lang tid.

Ikke kun af det onde

Faktisk varede boomet så længe, at det blev til to år uden lavsæson på fabrikken i Hurup Thy, hvor man ellers er vant til at geare ned vinteren over, og hvor normaliteten nu igen er ved at indfinde sig.

Allerede i sensommeren kunne salgsdirektør Claus Winther berette om en stigende usikkerhed i markedet, og forventningen var, at det også ville smitte af på aktiviteten i det nordjyske.

– Vi mærker det ikke i ordrebøgerne endnu, men vi mærker det på aktivitetsniveauet i byggeriet, og vi ser ikke længere de helt store mængder af projekter, der summer rundt i markedet, forklarede salgsdirektøren i september.

I samme ombæring understregede han, at en afdæmpning oven på to år i rasende fart ikke nødvendigvis kun var af det onde.

– Faktisk vil vi nok næsten hilse en lille afmatning velkommen, for markedet har virkelig været overophedet, men en recession, hvor alle skal forsøge at holde omsætningen i et blodrødt marked, er vi helst fri for, fastslog Claus Winther.

Ikke tre i træk

Nu er afmatningen altså en realitet hos Idealcombi, hvor man igen kan mærke forskel på sæsonerne.

– Vi er nu inde i normal gænge igen med lavkonjunktur. Det vil sige, at vores lavsæson begynder om efteråret - sådan som det har været før coronaen i byggeriet, siger Martin Søgaard til Nordjyske.

Siden bøgerne ved udgangen af juni blev lukket på 2021/22, har en energikrise desuden lagt en yderligere dæmper på optimismen, hvilket har smittet af på forventningerne til indeværende regnskabsår.

”Koncernen forventede med indgangen til det kommende regnskabsår en stigende omsætning. Men energikrisens indtog efter regnskabsårets afslutning, forventes at kunne lægge en dæmper på denne forventning,” lyder det i ledelsesberetningen.

Nu forventes der tilbagegang på bundlinjen, og selvom Martin Søgaard de to seneste år er blevet positivt overrasket, har det ikke gjort vinduesdirektøren til jubeloptimist.

- Det er jo svært at spå om noget i disse tider. Men vi forventer, at vi kommer til at producere mindre. Det kan vi jo allerede nu mærke, siger han til avisen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08