23948sdkhjf

Nu begynder byggeprocessen: Her vil man hente varme i Aarhus' undergrund

For cirka et år siden annoncerede det aarhusianske forsyningsselskab Kredsløb og geotermiselskabet Innargi at man ville etablere et større sammenhængende geotermianlæg fordelt på syv lokationer rundt om i Aarhus Kommune

Nu har parterne efter en længere planlægningsproces udpeget to af de i alt syv lokationer, hvor der skal placeres geotermiske brønde. 

- Vi har været i gang med skrivebordsarbejde, lige siden vi indgik aftalen med Kredsløb, men nu begynder byggeprocessen, og alle i Aarhus kan følge med i, hvordan arbejdet skrider frem, siger Søren Christian Børsmose, der er projektdirektør i Innargi.

Skejby og Aarhus Havn

Parterne har helt nøjagtigt udpeget Skejbyvej 450A ved Skejby samt Sumatravej på Aarhus Havn som hjemsted for de første to boringer. 

- Vi har et stærkt samarbejde med Teknik & Miljø i Aarhus Kommune, hvor vi har arbejdet intenst med at planlægge de første konkrete placeringer, fortæller adm. direktør i Kredsløb, Bjarne Munk Jensen.

I Skejby indledes arbejdet i januar med obligatoriske Moesgaard Museums undersøgelser, inden brøndarbejdet kan starte. Senere begynder selve klargøringen af området til boring. 

Ved Aarhus Havn på Sumatravej 11 begynder man klargøringen af området i april, mens boringen af den første brønd begynder i det sene efterår, i oktober eller november. 

Det samlede etableringsarbejde for Skejby forventes færdigt i 2025, mens anlægget ved havnen forventes færdigt i 2027.

De øvrige brøndes placeringer er endnu ikke afklaret, men vil blive kommunikeret ud, når de er på plads. Naboerne vil som de første blive indbudt til informationsmøder.

Det samlede geotermiske anlæg forventes færdigt og sat i drift i 2029 og udgør cirka 20 pct. af fjernvarmeforsyningen svarende til cirka 36.000 kunders forsyning med fjernvarme.

Sådan foregår en boring

Ved boring af brøndene borer man ned gennem de forskellige lag af henholdsvis sand, grus og ler, kalksten, sand og sandsten.

En geotermisk brønd i Aarhus vil være ca. 2,5 km dyb og fylder meget lidt på overfladen. De færdige brøndanlæg kan visuelt sammenlignes med mange af de såkaldte vekslerstationer, der i forvejen fordeler fjernvarmen rundt i byen og fylder ca. 700-800 kvm - svarende til ca. en parcelhusgrund. 

Når de færdige anlæg er i drift, vil der ikke være mere støj end fra de nuværende vekslerstationer, og når anlæggene kører, udleder de hverken CO2 eller partikler lokalt.

Kilde: Kredsløb

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094