23948sdkhjf

Fynsk entreprenør lander største projekt nogensinde

Projektet tæller tæt ved en tredjedel af boligerne i den nye Randers-bydel Sporbyen Scandia

Bygningsentreprenøren Skjøde har landet en rekordstor opgave. 

For Lærernes Pension skal det Odense-baserede firma således opføre 306 udlejningslejligheder i Randers’ nye bydel, Sporbyen Scandia. 

– Der er tale om det største enkeltstående entrepriseprojekt til dato for vores virksomhed, siger adm. direktør i Skjøde, Allan Nielsen, i en pressemeddelelse om opgaven.

– Vi er naturligvis både stolte og ydmyge over, at det ved en stor, fælles indsats er lykkedes os at lande dette projekt, som kommer til at generere høj aktivitet i virksomheden de næste par år.

Økonomien i rekordprojektet, og hvad det mere konkret betyder for aktiviteten, kommer direktøren ikke nærmere.

Skjødes kontrakt med Lærernes Pension er betinget af, at der opnås byggetilladelse fra Randers Kommune.

Hvis processen med byggetilladelsen forløber efter planen, går byggeriet i gang til august, og de 306 lejelejligheder over tre etaper vil være klar til indflytning senest ultimo august 2025.

Næsten en tredjedel af ny bydel 

Sporbyen Scandia er en ny bydel, der opføres på den gamle togfabrik på Toldboldgade i det centrale Randers.

Når Sporbyen Scandia er fuldt færdigudviklet, kan bydelen rumme cirka 1.000 boliger, kultur, erhverv, institutioner, cafeer og restauranter samt detailhandel fordelt på 225.000 kvm.

De mere end 300 lejligheder, Skjøde har vundet, kommer således til at dække en stor del af udviklingen i området og tegner sig for næsten en tredjedel af bydelens boliger.

Allerede aktiv i området

Lejlighederne bliver opført i Engkvarteret, der er ét af Sporbyen Scandias fem nye kvarterer. Her opfører Skjøde i forvejen 38 lejeboliger i samarbejde med Vinding Gruppen A/S.

Engkvarteret bæredygtighedscertificeres ifølge Henrik Walther Mogensen, ejendomsdirektør i Lærernes Pension, med DGNB Guld og lever op til Bygningsreglementets lavenergiklasse.

Han fortæller også, at beplantningen omkring de nye boliger i Engkvarteret kommer til at have fokus på biodiversitet. Der bliver desuden taget højde for, at området skal kunne klare store mængder regnvand i form af synlige LAR-løsninger.

– Vi kunne godt tænke os, at man får det indtryk, at boligerne står på en frodig eng, i læ for støj og hævet i sikkerhed for eventuel oversvømmelse. Vi kommer til at bygge en, to- og tre-værelsesboliger, så studerende, børnefamilier og ældre kan mødes på tværs af generationer, siger Henrik Walther Mogensen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141