23948sdkhjf

Elektrikere kvalificeres til job i Norge

Danske elektrikere kan med nye kvalifikationer finde arbejde i Norge, hvor der er mangel på elektrikere.
Mens det stadig kan være svært at finde et arbejde i Danmark er der rift om elektrikerne i Norge.

KursusCenter Vest i Esbjerg har derfor tilrettelagt et kursus, Elektriker i Norge, som kvalificerer danske elektrikere til at arbejde i Norge. Og allerede under det første kursus, har tre danske virksomheder med opgaver i Norge henvendt sig for at få fat i danske elektrikere med de rette kvalifikationer, fortæller Kirsten Sinding, som er virksomhedskonsulent ved KursusCenter Vest:

- Vi valgte i samarbejde med Dansk El-forbund at tilrettelægge kurset, da kursusdeltagerne får kvalifikationer, som vil forbedre deres chancer på jobmarkedet markant. Henvendelserne fra virksomhederne har bekræftet os i det.

Tilslutning fra hele landet
Blandt andet Aibel og Semco Maritime har henvendt sig for at få fat i elektrikere med kvalifikationer til at arbejde i Norge.

Norge er ikke i samme udstrækning som resten af Europa blevet ramt af økonomisk krise og har stor mangel på elektrikere. Men landet stiller andre krav til elektrikere. Og derfor har KursusCenter Vest valgt at tilrettelægge et kursus, som giver danske elektrikere de kvalifikationer, som det kræver at komme til at arbejde i Norge.

Og folk er kommet fra hele landet både fra København, Sønder- og Nordjylland til Esbjerg for at følge det første kursus.

Søger videre efter job
Ken Hansen fra Haderslev er en af de elektrikere, der med kurset håber at kunne skifte en tilværelse som ledig ud med et job i for eksempel Norge.

Han mistede sit job sidste år, da TDC lukkede den afdeling han arbejdede i. Han håber, at kurset kan føre ham videre til et job.

- Der har været nogle spændende ting og nogle kedelige, men meget af det er nødvendigt, og man har en videbegærlighed, som gør, at man vil vide mere om sit fag, fortæller han.

Han har allerede fået en kort opgave på en borerig, som skulle klargøres i Esbjerg, men søger nu videre som elektriker i blandt andet Norge.

Fakta
Kurset består af en række praktiske og teoretiske fag, blandt andet faldsikring, højderedning, tavle- og installationsarbejde og Statoils management system.
Kurset er udviklet i samarbejde med Dansk El-forbund.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.344