23948sdkhjf

Køge bygger for 184 millioner til de ældre

Et nyt, centralt genoptræningscenter og 63 plejeboliger indgår i budgettet for 2013 i Køge Kommune.
Køge Kommune investerer nu massivt i nye plejeboliger og et genoptræningscenter, som får tilknyttet daghjem og aflastningsboliger. Det sker, fordi antallet af ældre i kommunen stiger i de kommende år.

- Vi tror på, at borgerne her i Køge helst være selvhjulpne. Det giver bedre livskvalitet, når man ikke er afhængig af andre, og samtidig kan kommunens medarbejde koncentrere sig om at give omsorg, hvor behovet er størst. Derfor bygger vi nu også et centralt genoptræningscenter, hvor alle borgere i kommunen kan få den bedst mulige træning i at klare sig selv, fx efter et hospitalsophold, siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Randi Hansen (A).

Genoptræningscenteret får samtidig et daghjem med ældrecafé, multirum og aflastningsboliger tilknyttet, og det kommer til at ligge centralt i Køge by i forbindelse med Køge Kyst-byggeriet i stationsområdet. I alt er der tale om mere end 4.000 kvadratmeter, som bliver kommunens nye mødested for borgere, der vil og kan selv.

Moderne boliger
På budgettet for 2013-16 har byrådet sat godt 134 mio. kr. af til byggeriet af i alt 63 moderne plejeboliger med tilhørende serviceareal, som skal ligge i Bellingeparken nær Køge Sygehus. Hver plejebolig bliver på 65 kvadratmeter, og de er indrettet specielt til borgere med særlige behov for omsorg og pleje. Plejeboligerne får tilknyttet personale døgnet rundt.

Det vurderes, at Køge Kommune med de 63 nye plejeboliger har boliger nok til sine plejekrævende borgere i de kommende år. Byggeriet går i gang i 2014.

Genoptræning med mere
Køge Kommunes nye genoptræningscenter bliver på 2500 m2, og det erstatter kommunens tre nuværende genoptræningscentre i henholdsvis Borup, Herfølge og Køge.

I tilknytning til genoptræningscenteret bygges 30 aflastnings- og genoptræningsboliger, hvor borgere kan bo midlertidigt. Det kan fx være en god løsning for borgere, der er blevet udskrevet fra hospitalet og endnu ikke kan klare sig selv derhjemme uden hjælp. Hver aflastningsbolig bliver på 65 kvadratmeter.

Genoptræningscenteret og aflastnings- og genoptræningsboligerne er for alle borgere i Køge Kommune, men der bygges også nyt specielt til de ældre. I forbindelse med genoptræningscenteret bygges daghjem på 950 kvadratmeter. Det skal bruges af visiterede ældre og erstatter daghjemmet i Borup. Daghjemmet kommer bl.a. til at rumme multirum og cafe, som også kan bruges af de selvhjulpne ældre, der bor hjemme. Endelig bliver der plads til hjemmeplejen, som hermed får lokaler midt i Køge by i stedet for lokalerne på Sandmarksbo.

Byrådet har afsat knap 50 mio. kr. til genoptræningscenteret på budgettet for 2013-16. De 30 aflastnings – og genoptræningsboliger, som bygges i forbindelse med centeret, kommer til at koste ca. 58,5 mio. kr. Der er sat ca. 19,5 mio. kr. af til byggeriet af daghjemmet i 2013-16.

Baggrunden for investeringerne er, at Køge Kommune får flere ældre i de kommende år. Fra 2012 til 2023 forventes det, at antallet af 75-79-årige stiger fra 1538 til 3393 borgere, at antallet af 80-89-årige stiger fra 1660 til 2642 borgere, men antallet af borgere i aldersgruppen 90+ stiger fra 319 til 448 borgere.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093