Flere butikker og flere p-pladser er kernen i udvidelsesplanerne for Slotscentret, som Sinding Gruppen arbejder med. Det skriver Randers Amtsavis.
P-pladserne skal efter planen etableres på Slotspladsen, som bliver overdækket med parkering på det der i dag er pladsen og butikker i den nuværende førstesals højde.
Projektets sigte er således at trække kunder til centret ved at skabe nyt liv og åbne Slotscentret mod den øvrige bymidte ved at gøre det til et samlingspunkt for gaderne i Randers midtby.
- Det allermest spændende er at centret skal integreres, blandt andet med butikkerne i Brødregade. Dermed får de besøgende en oplevelse af både et nyt center og de gamle historiske gader og ejendomme, siger Odd Sinding fra Sinding Gruppen til Randers Amtsavis.