23948sdkhjf

Danske arkitekters lyssystem skal testes i rummet

Rum-arkitektvirksomheden Sagas lyssystem stimulerer døgnrytme ved at udsende bestemt lys på bestemte tidspunkter

Astronauter kan snart se frem til forbedret søvn.

Rumarkitekterne fra arkitektvirksomheden Saga har udviklet et lyssystem, der med henblik på forbedret søvn efterligner lyset, vi kender fra himlen, på Jorden.

Det skal den danske astronaut Andreas Mogensen teste på Den Internationale Rumstation (ISS). Det er en rumstation i kredsløb om Jorden i en højde af cirka 386 kilometer.

Det fortæller arkitekt og Sagas administrerende direktør og medstifter, Sebastian Aristotelis, til Ritzau.

Den danske astronaut har planlagt at rejse mod rumstationen til sommer, hvor han skal være en del af "crew-7" i seks måneder.

Under de seks måneder har Andreas Mogensen Sagas lyssystem, "Circadian Light", installeret i sin sovekabine.

Ifølge Sebastian Aristotelis kan lyssystemet regulere sig til at udsende lys og farver. Det stimulerer en døgnrytme ved at påvirke en receptor i øjet, som er meget følsom over for blåt lys.

- Om morgenen påvirker vi den på det rigtige tidspunkt. Og om aftenen undgår vi at aktivere den, så astronauterne producerer melatonin og kan falde i søvn, forklarer han.

Melatonin er et døgnrytmeregulerende hormon. Det udskilles, når dagslyset forsvinder.

Astronauterne har i forvejen nogle lyspaneler, hvor man manuelt skal vælge, hvilken indstilling man vil have.

- Det har heller ikke den variation og det spektrum af lys, som vores har, siger Sebastian Aristotelis.

Hvis Andreas Mogensens test af systemet giver positivt udslag, mener arkitekten, at Sagas lyssystem kommer til at få en vigtig plads, når mennesker skal til Månen og Mars i længere perioder.

- Så kommer det til at være ekstremt vigtigt for deres trivsel, at de har adgang til naturligt lys, som mennesker er udviklet til.

Nord for polarcirklen

Sebastian Aristotelis har sammen med en kollega selv testet en prototype af systemet. Det skete, da de tog til Nordgrønland 1000 km nord for polarcirklen og boede 90 dage i Sagas månehabitat "LUNARK".

I de 30 sidste dage af ekspeditionen var der helt mørkt. Det var en af grundene til, at de valgte lokationen, da det var det tætteste på en realistisk rumoplevelse. Her gav lyssystemet pote.

- Jeg sov ekstremt godt, mens vi var deroppe. Jeg havde en tendens til søvnløshed, før jeg tog afsted, fortæller Sebastian Aristotelis.

Da de kom hjem, arbejdede Saga videre på det, som i dag er blevet til det lyssystem, der til sommer sendes ud i rummet sammen med Andreas Mogensen.

En undersøgelse fra Harvard så nærmere på 85 astronauters søvn på ISS. Forskerne fandt ud af, at gennemsnitssøvnen var på seks timer.

Desuden brugte 75 pct. sovemedicin under deres ophold, hvilket kan påvirke astronauters præstation.

Den amerikanske rumfartsorganisation Nasa ser helst, at astronauterne får otte og en halv times søvn.

/ritzau/

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.815