23948sdkhjf

Stort renoveringsprojekt i Rudersdal

I samarbejde med NCC Construction er Rudersdal Kommune gået i gang med energirenoveringer og energiforbedringer på skoleområdet for i alt 25 mio. kr.
Målet med energirenoveringerne og -forbedringerne er, at udgiften skal tjene sig hjem igen i løbet af 5½ år i form af årlige garanterede energibesparelser.

Projektet er banebrydende, da det er første gang i denne type samarbejde, at 1/3 af den garanterede energibesparelse - 8 mio. kr. over den 5-årige periode - skal opnås i form af mere energirigtig adfærd. Målet er, at de adfærdsbestemte besparelser bliver vedvarende, og at der fortsat er fokus på adfærden på langt sigt.

Da det er et skelsættende projekt for denne type aftaler, har Velux Fonden besluttet at støtte projektet med 5 mio. kr. under den forudsætning, at projektets resultater og viden formidles bredt til brug for andre offentlige myndigheder.

Anvender en bred vifte af initiativer
Borgmester Jens Ive er naturligvis meget glad for denne økonomiske saltvandsindsprøjtning:

- Indsatsen vil involvere alle på skolerne. Den handler om uddannelse af servicemedarbejdere, om lærernes engagement i handleplaner og om uddannelsestiltag, der sigter på energibesparelser og god ”energiadfærd”. Desuden fordres der et stærkt engagement og dygtig projektledelse af skoleområdets administration, og at vi får skabt nogle belønningsordninger som incitament til ændret adfærd. Det er et langt sejt træk og en ny kultur, der skal til for at gennemføre stabile energireduktioner gennem adfærdsændringer.

Hos NCC Construction siger en ligeledes glad sektionsdirektør, Jørgen Christensen:

- Jeg er ovenud glad for Velux Fondens støtte, da det giver os mulighed for at igangsætte nye initiativer, som der ikke var finansiering til i det nuværende partnerskabs regi. Vores erfaringer viser, at det er en stor buket af initiativer der skal til: Vi skal nå ud til alle skoler og til alle servicemedarbejdere, vi skal have lærere og skoleledelse med på initiativerne og vi skal få eleverne engageret på en måde, der gør at de tydeligt kan se en forskel. Det kræver, at de rigtige undervisningsmaterialer, informationer om den enkelte skoles resultater, hjemmesider og energistyringsredskaber er på plads.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093