23948sdkhjf

Stor investering skaber arbejdspladser hos JKE Design

Fabrikken i nordjyske Jerslev udvides med næsten 1.000 m², der skal bruges til produktion af skydedørsgarderober. Samtidig ansættes 20 nye medarbejdere.
En offensiv strategi har skabt vækst på fabrikken i Jerslev, der producerer JKE Design og flere private label-produkter under paraplyen XLNT Design. Med den kommende udvidelse forventes yderligere vækst og en samlet omsætning på mere end 300 mio. kr. i 2013.

- Den nye produktionshal og et topmoderne produktionsanlæg vil stå klar til produktionsstart den 7. januar 2013. Succesen i Jerslev har samtidig stor betydning lokalt, idet der skal ansættes yderligere 20 nye medarbejdere til den nye skydedørsproduktion, lyder det glade budskab fra adm. direktør Morten Rasmussen.

XlNT-konceptet tager udgangspunkt i et tæt samarbejde med flere internationale byggemarkedskæder, der aftager køkken-, bad-, dusch- og garderobeløsninger under private labels. XlNT Design har kontrakter i hele Norden og forventer at fordoble omsætningen inden for de næste tre år.

Vækststrategi der virker
Da JKE Design i 2011 opjusterede målsætningen for sin vækststrategi, var hovedmålene at fordoble omsætningen og øge antallet af forhandlere fra 50 til 100 i 2013. Trods vanskelige markedsbetingelser er målet om en fordobling af omsætningen allerede nu blevet indfriet, og antallet af forhandlere er også øget betydeligt.

- I dag er der 80 JKE Design-forhandlere i Norden, og udviklingen og udbygningen i hele Skandinavien fortsætter. Fokus er dog rettet mod konsolidering, hvor antallet af forhandlere øges kontrolleret ved at håndplukke udvalgte forhandlere til kæden, forklarer direktøren, der tilskriver medarbejderne en stor del af æren for fremgangen:

- Passion og stolthed er en vigtig del af vores værdigrundlag, og i samarbejde med Great Place to Work, der hvert år kårer Danmarks bedste arbejdspladser, undersøger og forbedrer vi løbende vores arbejdsplads. Jeg er meget stolt over, at vores medarbejderes stolthed – omkring jobbet, teamresultater og virksomheden – ligger meget højt med en score på 90 procent. Det nye produktionsanlæg vil være med til at give vores medarbejdere et endnu større personligt ansvar under produktionsprocessen, og vi glæder os til at byde en række nye medarbejdere velkommen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

3.189