Isoleringsbranchen har fået en ny brancheforening. BAI – der står for Brancheforeningen for Alternativ Isolering – er etableret primært med henblik på at varetage de alternative isoleringsprodukters interesser.
Foreningen har base i Nyborg og har indtil videre knap 10 medlemmer, der alle repræsenterer producenter eller importører af alternative isoleringsprodukter.
- Uden at være en markedsføringsorganisation, vil vi på saglig og redelig vis udbrede kendskabet til alternative isoleringsprodukter. Vi vil på vegne af vores medlemmer være talerør overfor byggebranchen, offentligheden, offentlige instanser, det politiske miljø og andre relevante aktører, fortæller Carsten Kudsk, der er formand i BAI.
Foreningen vil også arbejde for, at uddannelsesinstitutionernes undervisningsmaterialer i langt højere grad end i dag i rimeligt omfang giver de studerende mere viden om alternative isoleringsmaterialer.