Randers Kommune har valgt at samle en række forskellige aktiviteter og muligheder i en helhedsplan for området omkring Langvang Idrætscenter, det gamle øvelsesterræn ved kasernen og boligområdet Jenumparken.
Med tilskud fra Lokale og Anlægsfonden inviteres arkitekter nu til at komme med et samlet bud på, hvordan området kan blive et aktivt og rekreativt samlingssted til idræt og fritid.
- Vi ønsker ikke alene at skabe de optimale forhold for sports- og idrætslivet i Randers. Vi ønsker også at få flere til at dyrke motion og idræt. Derfor skal der etableres nye muligheder for at dyrke mange forskellige sportsgrene. Ligesom faciliteterne skal indrettes efter nogle nye ideer, der gør det interessant for alle at blive aktive udøvere, siger Henning Jensen Nyhuus, borgmester i Randers Kommune.
Indendørs atletiktræningslandskabArkitekterne skal give deres bud på en ny multihal på idrætsanlægget, der kan kombineres med atletikkens behov for træningsfaciliteter. Der bliver tale om et indendørs atletiktræningslandskab, hvor der bliver lagt særlig vægt på udvikling af bevægelses- og træningssale til piger.
Skiløb ovenpå multihallenMultihallen skal ikke kun rumme aktiviteter indvendig. Også udvendigt på facader og tagflader skal der ske noget aktivt. Det vil sige, at arkitekterne skal finde løsningerne til en arkitektonisk og udfordrende idrætsfacilitet, hvor selve bygningen kan bruges til fx skiløb, klatring og boldspil.
Også indbyde til områdets beboerePå de 80 hektar (800.000 kvadratmeter) er det et krav, at der skabes muligheder for både organiseret og selvorganiseret idræt og indføjes en række muligheder for socialt ophold for lokalområdets beboere.
Der skal således være opholdspladser, væresteder med grillpladser, muligheder for udendørs styrketræning og crossfit og små ”boldhaver”, hvor der fx kan dyrkes de nye hybridudgaver af golf: fodboldgolf, krolf og disc-golf.
En række nye stier skal endvidere give bedre forbindelser mellem det grønne område, idrætsanlægget og Jenumparken.
Arkitektkonkurrencen forventes afsluttet i slutningen af 2013. Efter en prækvalifikationsrunde vælges fire til fem arkitektteams til at udvikle deres idéer i fase et af konkurrencen. Herefter udpeges et eller to arkitektteams til at gå videre til den anden fase.
I alt koster arkitektkonkurrencen 1,5 mio. kr. at afvikle. Randers Kommune og Lokale og Anlægsfonden støtter hver med 750.000 kr.


