Ifølge en sektoranalyse, som Danmarks Ambassade i Oslo har udarbejdet indenfor arkitektur, byggeri og anlæg i Norge, har Norges økonomiske fremgang haft en positiv afsmittende effekt på den norske bygge- og anlægssektor. Brancheforeningen Byggenæringens Landsforening (BNL) forventer således, at der i den norske byggesektor vil blive omsat for næsten 340 mia. Nkr. i 2013 og i omegnen af 350 mia. Nkr. i 2014.
Og de positive forventninger til det norske bygge- og anlægsmarked kan også få positiv betydning for danske leverandører.
- For danske eksportører til Norge vurderes den overordnede udvikling at have øget den relative værdi af det norske marked betragteligt de senere år, lyder det således i sektoranalysen.
For de danske underleverandører, der har interesse i at undersøge mulighederne på det norske marked, arrangerer Center for Underleverandører i samarbejde med Danmarks Ambassade i Oslo en fællesstand på Norges største byggemesse ”Bygg, Reis, Deg ’13”, der afholdes i dagene 16. til 20. oktober i år.
Ved Bygg Reis Deg 2011 præsenterede 471 udstillere sine produkter og løsninger for mere end 50.000 besøgende.