Eleverne på Vestervangskolen kan glæde sig til et helt nyt ventilationsanlæg. Skalmejeskolen får nye gulve over hele huset. På Brændgårdskolen bliver de eksisterende sløjd- og billedkunstlokaler samlet og omdannet til et fælles, kreativt miljø. Engbjergskolen kan også se frem til at få bedre forhold i både hjemmekundskab og værkstedsundervisningen. Og listen fortsætter.
Herning Kommunes børne- og familieudvalg har netop givet grønt lys for en liste på i alt 18 renoverings- og forbedringsprojekter på kommunens folkeskoler – og dermed også sagt ja til en investering på 45 mio. kr. i bedre fysiske rammer for kommunens skolebørn og lærere.
De 45 mio. kr. til skolerenoveringer er en del af 230 mio. kr., Herning Kommune i sensommeren 2012 fik for salget af sine aktier i EGJ Varme.
I alt er der sat 65 mio. kr. af til forbedringer på folkeskoleområdet – de sidste 20 mio. kr. vil blive fordelt over de kommende år. En anden del af ”varme-pengene” går til etableringen af et nyt og længe ønsket 50 meter bassin ved Herning Svømmehal.
Endelig kommer der op mod 100 mio. kr. i Herning Kommunes Udviklingsfond, der sikrer penge i kassen til at kaste sig over nye, spændende projekter til gavn for kommunen.
